Københavnerne vil have mere overvågning

Godt halvdelen af hovedstadens borgere vil have flere kameraer på gader og stræder.

Mere overvågning på Københavns gader og stræder kan blive til virkelighed, hvis politikerne i Borgerrepræsentationen lytter til vælgerne.

Kameraer har ingen præventiv effekt

Lidt over halvdelen af københavnerne - nemlig 52 procent - er helt eller delvist enige i, atovervågningen skal udvides på offentlige gader, mens kun 29 procent er uenige i det. Det viser en meningsmåling, som Epinion har lavet for DR København.

Opbakningen til at opsætte flere kameraer skyldes, at danskerne stoler på, at overvågningen ikke misbruges. Det fortæller overvågningsforsker fra Aarhus Universitet, Peter Lauritsen.

- Man tænker, at hvis man ikke har gjort noget forkert, så har man ikke noget at frygte, så hvis man kan fange en kriminel, så hæng endelig kameraerne op.

Han mener dog, at folk har en urealistisk forestilling om, hvad overvågningen kan beskytte os imod.

- Lige så snart folk de handler i affekt eller er fulde, jamen så tænker de ikke på, at der hænger kameraer, de slår bare, og derfor har det ikke nogen særlig god præventiv effekt, siger han til DR København.

Snowden spøger i kulissen

Annette Brøndberg er en af dem, der ikke kan se noget problem i, at myndighederne overvåger folk på gaderne.

- Jeg synes, det vil være fint med lidt mere overvågning. Jeg har ikke noget at skjule, og jeg tror ikke, der er nogen, der har interesse i, hvad almindelige mennesker går og laver i det daglige.

Hun håber, at overvågningskameraerne vil stoppe folk i at begå kriminalitet.

- Jeg tror, det kan være præventivt, man tænker sig lige om, skal man gøre noget, eller skal man ikke gøre noget

En af mindretals-københavnerne, der ikke vil have flere kameraer, er Peter Ottesen, for overvågningen giver ham ubehagelige associationer

- Jeg bryder mig ikke om den mistænkeliggørelse af alle. Man har jo hørt om Sovjet, DDR, Snowden, 1984. Jeg ved ikke, hvad der er for nogle skøre strøtanker, der skyller rundt i mit tomme hjerte.

I dag har Københavns Politiet kun sat offentlige overvågningskameraer op på Strøget, og politiet undlod sidste år at udvide overvågning, da det koster mange penge i forhold til effekten.

Ifølge overvågningsforsker Peter Lauritsen vrimler det til gengæld med privatejede kameraer i for eksempel supermarkeder og kiosker

  • Print
  • Del artiklen: