Thorning: Den gamle grænsekontrol tilbage
05. jun. 2009 22.30
Opdat.: 05. jun. 2009 22.55Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning-Schmidt afviser, at der skulle være uenighed mellem hende og EU-spidskandidat Dan Jørgensen om grænsekontrollen.
- Jeg vil have den gamle grænsekontrol tilbage, som vi havde den for nogle år siden, siger hun til DR Nyheder. - Det er vi helt enige om.
Kun i en periode
Hun siger, at hun er fuldstændig enig med spidskandidat Dan Jørgensen i, at Danmark i en periode må forlade det system, der idag gælder ved grænsen, og vende tilbage til den gamle kontrol.
Tilbagevenden til den gamle kontrolform indebærer ifølge Helle Thorning-Schmidt flere stikprøvekontroller og flere toldere. Men det skal være midlertidigt, mens der kan opbygges et bedre system.
Idag uden kontrol
Idag glider trafikken uden kontrol mellem Tyskland og Danmark, mens der til gengæld er elektronisk overvågning og baglandspatruljer.
- Dan Jørgensen og jeg er helt enige om, at i en periode må vi vende tilbage til den gamle grænsekontrol, mens noget bedre bliver bygget op, siger Helle Thorning-Schmidt. - Den nuværende situation kan ikke blive ved.