Så er fintællingen på plads
09. jun. 2009 14.50 EU
Opdat.: 09. jun. 2009 15.47De sidste tal for de personlige stemmetal til EU-parlamentsvalget blev offentliggjort her i eftermiddag, efter at Københavns Kommune havde fået styr på nogle computerproblemer, og var klar til at aflevere de sidste tal fra hovedstadens ni kredse til Danmarks Statistik.
Dermed er hele landet talt op, og blandt landets lidt over fire millioner vælgere har 2,3 millioner stemt, hvilket giver en stemmeprocent på 59,4.
Den forsinkede optælling har ikke ændret noget på fordelingen af mandater, men alene været et spørgsmål om at få fintalt de personlige stemmer.
EU-valgets top 13
tager vi de endelige personlige stemmetal er Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt nummer et på listen med 284.257 personlige stemmer, det næsthøjeste tal nogen sinde.
Nummer to er Socialdemokraternes Dan Jørgensen med 233.266 og nummer tre er SF's Margrete Auken med 204.111.
Det var medaljetagerne, hvis det ellers var en sportskonkurrence. De øvrige på listen er den konservative Bendt Bendtsen med 176.876 personlige stemmer, Jens Rohde, Venstre (171.204), Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU (107.429), Venstres Morten Løkkegaard (57.175), og den tredje valgte på Venstres liste, genvalgte Anne E. Jensen (47.906), Socialdemokraternes Christel Schaldemose (43.855) og nummer 10 med personlige stemmetal er SF's Emilie Turunen (37.330).
Trak et ekstra mandat
Det var top 10, men Danmark fik 13 kandidater valgt. De personlige stemmetal for de sidste tre er Socialdemokraternes Britta Thomsen (32.569), hendes partifælle Ole Christensen, (20.597), og Dansk Folkepartis Anna Rosbach Andersen (3.594).
Sidstnævnte er overhalet af flere fra andre lister og partier, som ikke blev valgt, men Morten Messerschmidts over en kvart million personlige stemmer trak et ekstra DF-mandat med til Bruxelles, og det bliver altså Anna Rosbach Andersen.