Skulle man blive hjemme?
Europa-Parlamentsvalget er sofavælgernes valg. Sådan har det stort set altid været, og sådan bliver det også denne gang. Man kan næsten høre et kollektivt gab, der går igennem Europa, når talen falder på Europa-Parlamentet. Det er jo fjernt og ansigtsløst. Man ved ikke, hvad det laver og hvad det betyder.
Medlemmerne er jo enten politiske ringvrag eller bare ukendte. Valget betyder heller ingenting for, hvem der regerer i Belgien eller Danmark.
Det bruger milliarder af kroner på et uforsvarligt rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. Og når det kommer til stykket, er de der parlamentarikere ikke bare ude på at fylde lommerne med diæter og blyantspenge?
Stemmeprocenten kan dale til 34 procent
Med sådan et image har parlamentet ikke kunnet trække mange vælgere. Sidste gang i 2004 stemte blot 45 procent af europæerne. Denne gang bliver det endnu færre. Kun hver tredje - 34 procent - orker at bevæge sig til stemmeurnerne, forudser Eurobarometer.
Den seneste meningsmåling fra parlamentet selv siger dog 49 procent. Det er ellers verdens næststørste valg med 380 millioner vælgere - kun Indiens valg er større.
De har en stor magt
Der er mange forklaringer på ugideligheden hos europæerne. Men en af de vigtigste er de hjemlige partiers ringe evne til at få EU ind i den hjemlige debat og få forklaret, hvad parlamentet i Strasbourg betyder.
Derfor er det stadig en velbevaret hemmelighed, at parlamentet kan ændre eller blokere cirka 75 procent af EU-lovgivningen. Og hvis Lissabon-traktaten træder i kraft, vil det tal nærme sig 100 procent.
Så parlamentet fortjener ikke et omdømme som fjernt og ligegyldigt. Det har faktisk indflydelse - stor indflydelse på alt fra arbejdstider og legetøj til klimaforandringer og regulering af finansverdenen. Alt sammen ting som berører folks arbejde, fritid, forbrug og familieliv.
Protestvalg
Alligevel når EU forunderligt nok aldrig at blive nærværende i folks hverdag, og så gaber europæerne kæberne af led. I stedet bruger de så valget til et protestvalg mod den siddende regering. Og derfor klarer yderfløjene sig altid bedre ved valgene til Europa-Parlamentet.
Det bliver sikkert også tilfældet denne gang. Særligt i Storbritannien, hvor stort set alle etablerede politikere er fanget i en skandale om, hvordan de har fået udgifter til alt fra hundemad til boliglån refunderet med skatteydernes penge.
Her står det yderligtgående højreparti British National Party til at komme ind i Europa-Parlamentet med sloganet ”Punish the Pigs”.
Ud på fløjene
I Tyskland ser den økonomiske krise og politikerleden ud til at give det yderste venstreparti Die Linke vind i sejlene. Det samme er tilfældet i Frankrig. Her tiltrækker det nye venstreparti Nouveau Parti Anticapitaliste mange vælgere. Og endelig i Holland ser højrepolitikeren og islamkritikeren Geert Wilders ud til at få en plads i Europa-Parlamentet.
Alle sammen partier der er stærkt EU-skeptiske, hvis ikke direkte modstandere.
Det er ikke noget, som huer de etablerede partier i parlamentet. Men de kan takke sig selv.
Når EU stadig kun optræder i sjældne skåltaler og ikke bliver nævnt i f.eks. åbningstaler, så vil Europa-parlamentet stadig opfattes som fjernt og ligegyldigt. Og derfor bliver folk hjemme, selv om der faktisk burde være al mulig grund til at komme op af sofaen.