Det Konservative Folkeparti - EU er en realistisk drøm
De konservative kan rigtig godt lide EU. Forklaringen skal blandt andet findes i, at partiet traditionelt set altid har talt erhvervslivets sag og henter mange stemmer fra den kant. EU giver netop fri adgang til et kæmpe handelsmarked med næsten 500 millioner borgere bosat i 27 europæiske lande. Markedet rummer dermed verdens tredjestørste befolkning efter Kina og Indien.
For de konservative handler EU især om at skabe velstand. I Det Konservative Folkepartis EU-program peger partiet på mærkesager som øget vækst og beskæftigelse og et indre europæisk marked for viden. Visionen er, at EU skal være et vækstcenter på linje med USA og Asien. Det kan hjælpe de europæiske lande gennem kriser.
Partiet mener, at EU gennem årene har vist, at samarbejdet er med til at fastholde freden og udbrede demokratiet. Tydeligst ved optagelsen af de nye øst- og centraleuropæiske lande, hvis spinkle demokratier er blevet styrket - og risikoen for konflikter (og krig) minimeret.
Tro mod oprindelig argumentation
Partiet er med andre ord tro mod sin oprindelige argumentation for at få Danmark med i EF - nu EU. I en afsluttende partilederdebat på tv få dage før danskerne stemte om medlemskab af EF i 1972 talte den forhenværende finansminister Erik Ninn-Hansen om perspektivet i EF:
- Lad mig sige det med det samme. Fællesmarkedet, det er ikke et paradis på jorden. Men det er noget andet. Det er en realistisk opfyldelse af en drøm, som mange af os har haft. Og med henvisning til 30'ernes globale økonomiske nedtur og Anden Verdenskrig fortsatte han, at EF var: ... Ønsket om at fordele ressourcerne sådan, at vi undgår, det man den dengang oplevede med kriser, arbejdsløshed og krige.
I dag drømmer Det Konservative Folkeparti også om, at Danmark sletter de fire danske EU-forbehold.