I 2004 arbejdede jeg som politisk konsulent for Lone Dybkjær, der dengang var medlem af Europa-Parlamentet. Hun var også medlem af Konventet - det forum af nationale parlamentarikere, europa-parlamentarikere, regeringsmedlemmer, organisationer og andre der var sat sammen på tværs af EU for at skrive en ny forfatningstraktat for EU. En grundlov for EU, der var let at både læse og forstå for alle EU's borgere.(Skæbnen for denne traktat kender vi i dag. Den faldt desværre til jorden og blev erstattet af Lissabon-traktaten, som er god, men desværre ikke spor let at læse for almindelige mennesker.)
Til sidst i forhandlingerne om forfatningstraktaten gik bølgerne meget højt. Lone Dybkjær (og jeg) kæmpede hårdt for, at ligestilling fik en fremtrædende plads i forfatningstraktaten - både ligestilling for kvinder og mænd, men også for homoseksuelle, handicappede, mennesker med anden etnisk baggrund osv. Allerhelst ville vi gerne have ligestilling ind i både artikel 2 om unionens værdier og artikel 3 om unionens mål. Det var meget ambitiøst, umuligt fik vi gang på gang at vide - men det lykkedes!
Da det var faldet på plads, stod der pludselig på tilskuerpladserne repræsentanter fra alle mulige organisationer - handicap, ligestilling, ældre, homoseksuelle - og klappede og klappede. Det var en meget stor oplevelse. Det politiske nørdearbejde, som vi knoklede med dag og nat over flere måneder, og som man ikke kan lave en lækker PR-historie på, gør faktisk en forskel for rigtig mange mennesker. Det var det hele værd.