Jeg har haft mange personlige oplevelser i Europa-Parlamentet, hvor jeg begyndte at arbejde som radiojournalist helt tilbage i 1990 som 19-årig. Jeg var netop færdig med gymnasiet, da jeg fik tilbud om at komme til parlamentet og lave informationsudsendelser om EU.
Jeg anede intet om Europa-Parlamentet overhovedet, men det var der jo stort set heller ikke andre, der gjorde. Så jeg tog derned og stillede alle de dumme spørgsmål til en flok måbende politikere, som nok var vant til, at man tog deres arbejde højtideligt. Men da der ikke var så mange andre, som gad at interviewe dem, blev de efterhånden mere og mere medgørlige. Og flere af dem så også nytten af, at der var en, som netop turde stille de dumme spørgsmål. Og helt ærligt. Dem agter jeg at blive ved med at stille.
For det eneste spørgsmål, som er for dumt, er det, som ikke bliver stillet. Og nogen af os skal jo turde gøre det, hvad enten vi er journalister eller politikere, som gerne vil have hånd i hanke med, hvad der foregår.