Venstre - "This is a historical moment"
I Venstre har medlemmerne altid holdt meget af EU. Lige fra da Danmark i 1960'erne begyndte at tale om dansk medlemskab af det daværende EF til nu, har partiet været en stor tilhænger af det europæiske samarbejde.
Da Danmark havde formandskabet i EU i efteråret 2002 stod daværende statsminister og venstremand Anders Fogh Rasmussen i spidsen for forhandlingerne om den aftale, der betød, at EU 1. maj 2004 blev udvidet med 10 nye lande. Og glæden var kæmpe i Venstre, da han fra talerstolen kunne sige "This is a historical moment". En sejr ikke bare for Danmark men også for selve partiet.
Venstre ser EU som stedet, hvor en række selvstændige lande sammen løser store opgaver, hvor det ikke giver mening, at hvert enkelt land lovgiver alene. Til gengæld skal EU så heller ikke blande sig i ting, hvor de enkelte landes regeringer eller lokalsamfund sagtens selv kan træffe beslutninger.
Den nordiske røst i EU
Op til afstemningen i 1972 advarede nej-siden om, at et Danmark i EF ville betyde et stop for et nordisk samarbejde. Men Venstre modsagde det med argumentet om, at Danmark tværtimod kunne være den nordiske røst i det europæiske samarbejde.
Det vægtigste argument dengang var dog det økonomiske. Nemlig at det ville gavne erhvervslivet - især eksporten af landbrugsvarer, hvis Danmark fik adgang til de andre handelsmarkeder. Landmændene var dengang partiets kernevælgere.
Det økonomiske perspektiv fylder stadig meget i Venstres EU-politik, selv om partiet også har talt meget om, at EU's udvidelse med øst- og centraleuropæiske lande styrker demokratiet og stabiliteten i Europa.
Venstre betegner Europa-Parlamentet som den åbne dør i EU. Det er her, at borgerne kan kigge de folkevalgte politikere over skulderen, når der bliver forhandlet og besluttet love i EU. Partiet ønsker, at parlamentet får mere magt, fx så det også får direkte indflydelse på landbrugspolitikken. Jo mere magt parlamentet får, jo mere demokrati.