Indeklimaet i halvdelen af landets skoler er for dårligt
26. okt. 2009 17.00 Over 15.700 danske skoleelever har medvirket i et masseeksperiment og taget en prøve af luften i deres klasselokaler og sendt resultatet til Danmarks Tekniske Universitet, DTU.
Takket være elevernes indsats fik forskerne på DTU dermed for første gang et kæmpe datamateriale, der kunne give et samlet billede af luftkvaliteten i den danske folkeskole. Og det ser ikke godt ud, viser en rapport, der udkommer på tirsdag.
I hele 56 procent af de 734 klasser, der deltog i eksperimentet, der var arrangeret af Dansk Naturvidenskabssfestival og DTU, var luften for dårlig.
Over grænseværdien
Her var CO2-niveauet i luften nemlig over de 1.000 ppm, der er den grænseværdi som Arbejdstilsynet anbefaler.
- Vi synes, det er slemt, at over halvdelen ikke lever op til de krav, der er. Og i nogle af skolerne er det rigtig slemt. Der er det ikke rart at være, siger Geo Clausen, lektor for indeklima og energi på Danmarks Tekniske Universitet, DTU til DR Nyheder.
CO2 er et simpelt mål for, hvor meget der ventileres i forhold til, hvor mange personer der er i et lokale. Når CO2-koncentrationen er for høj, betyder det, at ventilationen er utilstrækkelig. Og det påvirker eleverne at sidde i så dårligt ventillerede lokaler.
- Vores erfaringer viser, at børnene simpelthen ikke trives. De føler sig uoplagte, trætte, de har svært ved at koncentrere sig, og så har det en stor effekt på indlæringen, siger Geo Clausen.
Dårligere indlæring
DR1s undersøgende program Testen har da også tidligere i år kunnet vise, at børn i en folkeskoleklasse kunne lære næsten 20 procent mere, hvis indeklimaet blev forbedret.
Og ifølge DTU's undersøgelse ser det helt galt ud på nogen af skolerne, for i seks procent af klasserne nåede CO2-værdierne helt op på 4.000 ppm, der var den maksværdi, som udstyret kunne måle.
- Der vil jeg anbefale skolerne at få foretaget flere målinger med det samme. De bør straks indføre regler om, at der skal luftes ud i frikvartererne, indtil man får mere styr på, hvordan de egentlige forhold er, siger lektoren.
Værst så det ud i de lokaler, der ikke har anden mulighed for ventilation end at åbne vinduer og døre. Næsten 70 procent af de lokaler, der kun har naturlig ventilation, havde for høje CO2-værdier, mens tallet kun var 36,8 procent blandt de lokaler, der både har indsugning og udblæsning:
- Det ser ikke overraskende ud til, at de skoler, der har en mekanisk ventilation har en lavere CO2-koncentration end de naturligt ventillerede, siger Geo Clausen.
Politikerne må gribe ind
Han understreger, at det kan lade sig gøre at have god luft i et naturligt ventilleret lokale. Men det afhænger af, at man får løsninger som for eksempel automatiske vinduesåbninger - for som det er nu, fungerer det ikke, siger lektoren:
- Vi kan jo se, at det er de naturligt ventilerede lokaler, der ligger værst, så det kan godt være, det i princippet kan lade sig gøre. Men de gør det ikke, siger Geo Clausen.
Han mener, det er på tide, at der bliver luftet ordentligt ud i den danske folkeskole:
- Jeg er sikker på, det ikke er dårlig vilje fra skolernes side. Men nu må det stoppe. Nu må vi have noget handling. Vi kan ikke blive ved at lave målinger, der viser, at det ikke er godt nok.