Borgmestre vil ikke tale om skolelukninger
10. nov. 2009 10.53 Politik
Opdat.: 11. nov. 2009 18.06Med bare en uge til kommunalvalget er det ikke populært at tale om at lukke skoler ude i kommunerne.
DR Nyheder har spurgt landets 98 borgmestre om der vil blive lukket skoler i deres kommune, hvis de bliver genvalgt. Af de 81 borgmestre, der har svaret i rundspørgen, er der kun fem borgmestre der svarer ja.
Skolelukninger er upopulære
Det overrasker ikke Lektor og kommunalforsker, Roger Buch:
- Skolelukninger er selvfølgelig ikke noget, man taler om op til et kommunalvalg. Det er upopulært at lukke skoler, siger Roger Buch.
Borgmestrenes svar i rundspørgen står da også i kontrast til flere eksperters udmelding. Blandt andre har formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, tidligere udtalt, at mellem 200 og 300 af landets godt 1500 skoler vil lukke de næste fire år.
Men det afspejler sig ikke i valgkampen, siger kommunalforskeren:
- Der er ikke nogen sammenhæng mellem virkeligheden og den politiske virkelighed, lyder forklaringen fra Roger Buch.
Færre skolebørn og flere ældre
Ifølge ham er der ellers en god forklaring på, hvorfor så mange skoler må lukke.
- I år 2025 vil der være otte procent færre børn i folkeskolen. Samtidig vil der til den tid være 45 procent flere ældre. Der for er man groft sagt nødt til at flytte penge fra børnene til de ældre. Og det er nemmest at gøre det ved at lukke skoler, siger Roger Buch til DR Nyheder.