Egedal kommune
Der har de sidste fire år været rigtig høj politisk søgang i sammenlægningskommunen Egedal, som blev dannet af Ølstykke, Stenløse og Ledøje-Smørum.
Ballade de sidste fire år
Balladen begyndte lige efter valgte i 2005, hvor borgmester Svend Kjærgaard blev smidt ud af Venstre og dannede sin egen liste, Egedal Listen.
Årsagen var, at Svend Kjærgaard - som ikke var spidskandidat for Venstre - gjorde sig til ny borgmester i Egedal på stemmer fra De Konservative, Dansk Folkeparti og en enkelt socialdemokrat.
Og det var mere end partitoppen i Venstre kunne stå model til, selv om de lokale venstrefolk faktisk havde tilgivet Svend Kjærgaard.
Ny start for Egedal
Siden da har perioden været præget af stridigheder i kommunalbestyrelsen, så mange partier går til valg på det, der kaldes en ny start for Egedals politikere.
En ny start er det også, at Egedals kommunalbestyrelse skæres fra 27 til 21 medlemmer.
Det vil gøre det svært for små partier som Radikale, SF og Dansk Folkeparti at komme ind.
Nu satser Venstre så på at vippe Kjærgaard af pinden med den gamle Stenløse-borgmester Willy Eliasen i spidsen.
Men også S går efter posten i samarbejde med SF og de Radikale.
Hotte emner i valgkampen
De helt hotte emner i valgkampen vil formentlig være maden til både de ældre og børnene, børnepolitikken og samarbejdet i byrådet.
Også et stort projekt med fritidshuse, Kildedal, bliver et aktuelt emne sammen med den elendige økonomi, og om Egedal skal have et nyt rådhus.
Skandale-historier præger billedet
I sidste valgperiode har der været flere skandalehistorier:
27 folkevalgte og embedsmænd brugte 237.000 skattekroner på en studietur til Firenze - samtidig med at der skulle spares i kommunen.
Desuden leverede borgmesteren den afgørende stemme, der betød, at en 36 meter høj mobilmast blev flyttet væk fra grunden over for borgmesterens hus.
Svend Kjærgaard blev senere dømt inhabil i beslutningen af Statsforvaltningen.
Byråd på skrump
14 kommuner får færre politikere i byrådet efter valget:
- Brønderslev går fra 29 til 27 medlemmer
- Egedal går fra 27 til 21 medlemmer
- Frederikssund går fra 27 til 23 medlemmer
- Furesø går fra 25 til 21 medlemmer
- Gribskov går fra 27 til 23 medlemmer
- Halsnæs går fra 25 til 21 medlemmer
- Horsens går fra 31 til 27 medlemmer
- Ikast-Brande går fra 27 til 25 medlemmer
- Langeland går fra 25 til 15 medlemmer
- Lemvig går fra 25 til 21 medlemmer
- Rudersdal går fra 27 til 23 medlemmer
- Stevns går fra 27 til 19 medlemmer
- Struer går fra 25 til 21 medlemmer
- Varde går fra 31 til 25 medlemmer
Kilde: Kommunernes Landsforening