Vordingborg Kommune
Vordingborg Kommune rummer Sjællands sydligste købstad - Vordingborg - der er udnævnt til kulturarvsby.
Kommunen rummer talrige smukke vartegn - blandt andet Møns klint. Og guldgåsen i toppen af Gåsetårnet har stolte demokratiske traditioner: Kong Valdemar Sejr stadfæstede i 1241 grundlaget for moderne demokrati: Jyske Lov.
Blakket ry hos S
Henrik Holmer blev ny socialdemokratisk borgmester efter sidste valg med støtte fra SF, Radikale, Konservative og Enhedslisten.
Men en sag har givet en ridse i borgmesterens ellers udmærkede image: En ny kommunaldirektør kørte rundt i kommunale biler, selv om han ikke havde kørekort. Da han blev sigtet, og Henrik Holmer hørte om det, gik borgmesteren ikke til kollegaerne i økonomisk udvalg og fortalte om sin viden.
Det ser dog ud til, at Henrik Holmer kan genvinde borgmesterposten i november 2009, og dermed sørge for, at Venstres nye mand ikke vinder.
Venstre udfordrer S
Venstres nye spids er Bo Manderup Jensen. Han er tidligere højt placeret i EU-kommissionsformanden Barrosos kabinet i Bruxelles.
Men nu vil Bo Manderup Jensen erobre Sydsjælland, og det kan vise sig mere vanskeligt, end Venstre tror.
Manderup er ikke kendt, og har heller ikke kommunalpolitisk erfaring.
Der er forskel på Bruxelles og Vordingborg.
Spørgsmålet er, om han kan vippe socialdemokraten af pinden?
Ro hos K
Denne gang opstiller de konservative kun én liste.
Mange års ballade er afløst af ro i partiet, og det vil formentlig sikre teknikudvalgets formand, Søren Nyboe, genvalg.
Vordingborg: Fakta
-
Blev med kommunalreformen sammenlagt af de tidligere Langebæk, Møn, Præstø og Vordingborg kommuner.
-
Der er 46.600 borgere i Vordingborg kommune (36.187 vælgere).