Fogh: Samtaler med dronningen bliver hos mig
08. jan. 2012 17.00 IndlandAnders Fogh Rasmussen blev statsminister i november 2001 - to en halv måneder efter terrorangrebet på World Trade Centre i New York. I februar 2002 blev danske soldater sendt i kamp i Afghanistan.
Selv om dagsordenen for statsministerens ugentlige orientering af dronningen om aktuelle politiske emner aldrig har været offentliggjort, er der nok ingen tvivl om, at krigen har været drøftet mellem de to.
Både indenrigs- og udenrigspolitik bliver drøftet
- Statsministerens udgangspunkt er en formel orientering om, hvad der er foregået, og hvad der foregår indenrigs og udenrigs, selvom udenrigsministeren faktisk også afgiver referat til dronningen. Men i vore dage har statsministeren så meget at gøre, når det gælder EU-politik og sikkerhedspolitik, at det bliver blandet sammen, siger Anders Fogh Rasmussen.
- Jeg har altid lagt vægt på at give dronningen en orientering, der går lidt dybere end det, hun selv kan læse i aviserne. Jeg har opfattet det som en reel samtale og lagt vægt på, at der blev givet en reel og dybdegående orientering af emnerne, siger Anders Fogh Rasmussen.
Kan også være uenige
Venstre-statsministeren har også oplevet at være uenig med dronningen.
- Jo, men dronningen kaster sig jo ikke ud i en diskussion med landets statsminister. Det ligger i funktionen konstitutionel monark, at dronningen repræsenterer landet, uanset hvilken regering, vi har. Dronningen har da sine holdninger, men selv i snævre kredse skal hun være forsigtig, siger Anders Fogh Rasmussen.
- Det er dog klart, at jo længere tid der går, og jo mere tillid hun får til sin samtalepartner, des mere åbner hun sig også i forhold til, hvad hun måtte have af private meninger om tingene. Det er jo kun en ekstra grund til, at det jeg har talt med dronningen om, bliver hos mig til evig tid.
En dronning med en personlig holdning
- Selvfølgelig har dronningen synspunkter, og det er da også hændt, at hun har givet udtryk for, hvad jeg opfatter som en personlig holdning. Det tror jeg, hun har gjort i fuld tillid til, at jeg aldrig ville røbe det for nogen. Og det kunne jeg heller aldrig finde på at fortælle til nogen som helst.
Anders Fogh Rasmussen vil ikke sige om, dronningens holdning har haft indflydelse på hans eller regeringens politik.
-Det vil jeg overhovedet ikke udtale mig om. Meningen med den ugentlige samtale er, at landets statsminister giver en fortrolig orientering om, hvad der foregår.
Afslappet snak i sofaen
Rammen om den ugentlige orientering af regenten er formel. Men hurtigt blev samtalen afslappet, husker den tidligere statsminister.
- Det har været min erfaring, at det meget hurtigt er blevet en afslappende snak i sofaen om det, der er sket. Der er afsat 20 minutter til en samtale med dronningen, men i reglen har jeg nu overskredet de 20 minutter, fordi snakken går så godt, siger Anders Fogh Rasmussen.
I aften i 21 Søndag på DR1 kan du møde flere af de statsministre, der har siddet, mens dronningen har været regent i Danmark.