preload loader
overblik id top

Dronningen lytter mens statsministeren taler

 

Skrevet af: 

 

Smukke ord om og af dronningen

15. jan. 2012 23.16 

- Kære Dronning, kære hustru, kæreste Daisy. Jeg er den første mand i Riget til at beundre dig.

Sådan indledte Prins Henrik sin tale til Dronning Margrethe, da han bød velkommen til de omkring 200 gæster, der var samlet til gallataffel på Christiansborg Slot søndag aften.

- Alle vil vi sammen med det danske folk fejre en Dronning, der har viet sit liv til Danmark, og til Grønland og Færøerne. En regent, der har vist de bedste evner til at gennemføre sin livsopgave: At virke for Danmark med "Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke".

Med de sidste ord hentydede prinsgemalen til dronningens valgsprog, der var det, hun valgte som sit, da hun for præcis 40 år siden trådte ud på balkonen på Christiansborg som Danmarks dronning.

Personlig Thorning
Og netop billedet af den unge dronning, der for første gang træder ud på balkonen, var også det, der stod stærkest i statsminister Helle Thorning-Schmidts erindring.

- Alle slags mennesker var mødt op, gamle og unge, måske endda en republikaner eller to.
Og de, der ikke havde taget turen til slotspladsen på denne bidende kolde januardag, sad hjemme i sofaen foran tv-apparatet. Mange steder måtte man op af sofaen og hen og rette på stueantennen for at få det sort-hvide billede til at stå helt skarpt, sagde statsministeren, hvilket fik smilet frem hos dronningen.

- Og det gjorde det så. Billedet af den unge dronning i sort kjole og med sørgefloret, som blæsten tog i. Det billede var med os ude i stuerne. Det ramte os i hjertet. Og dér har De været lige siden.

- De holder af deres landsmænd
Statsministeren holdt en lang og meget personlig tale til dronningen, hvor hun gav udtryk for de følelser, tusindvis af danskere har for netop dronning Margrethe.

Hun nævnte, hvordan hun selv var berørt, da dronningen indviede S-togstationen i Ishøj i 1976.
Og hun røbede, at dronningen ud over de mange talenter, vi allerede kender, også besidder et særligt talent for at tale de mange danske dialekter.

- Det viser, hvor meget De kender Deres land og hvor meget, De holder af deres landsmænd. At De har respekt for hele Rigsfællesskabet og for forskelligheden.

Pligten båret af glæden
Dronningen takkede statsministeren for de smukke ord, da hun selv tog ordet.

- De bekræfter det gode og tillidsfulde forhold, som jeg føler, har bestået mellem mig og de skiftende regeringer igennem alle årene. Så forskellige personligheder og så forskellig politik, men altid med det for øje at tjene vort land og værne om vort folk.

Hun kom også ind på de følelser, hun havde for sit valgsprog: "Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke", som hun valgte som sit, da hun overtog tronen fra sin far.

- Med mit valgsprog ville jeg udtrykke den forpligtelse, jeg følte over for den gerning, jeg nu gik ind til. Den forpligtelse står lige så stærkt for mig den dag i dag; men jeg vil gerne understrege, at pligten hele tiden har været båret af glæden.

Tak til familien
Herefter benyttede hun sin tale til at takke prinsgemalen.

- Du min kære Henri, har stået mig bi og været til opmuntring og inspiration for mig i den gerning, som vi har været to om at udføre. Denne dag er dit jubilæum såvel som mit. Sammen har vi set vores sønner vokse op, gifte sig og berige os med en hel flok børnebørn.

Derefter roste hun sine sønner for deres ansvar over for den opgave, de er født til at varetage.

Og glædede sig over at have sine søstre med sig på den store dag, lige som hun fortalte, hvor stor pris hun satte på traditionen med at de nordiske landes statsoverhoveder deltager ved hinandens fester og jubilæer.

Også Færøerne og Grønland fik smukke ord med på vejen inden salen rejste sig og sammen udtalte et Gud bevare Danmark og sang Kong Kristian.

Send eller anbefal link

 

TV- og radio

Seneste artikler

 
 

Gense højdepunkter

Gense alle højdepunkterne fra jubilæumsfesten som video-klip

 

Margrethe 70 år

Dronning Margrethe fyldte 70 år den 16. april 2010. Se højdepunkterne fra festdagen

 

Kongehuset

kongehuset

Følg dronningens kalender og få alle informationer om hendes 40 års jubilæum på Kongehusets hjemmeside.

Klik her
 

Kongehuset Indefra

Tv-serien Kongehuset Indefra giver dig et unikt indblik i kongehuset. Anders Agger har fulgt de kongelige bag kulissen i et år, og det er der kommet mange overraskende momenter ud af.
Læs mere om tv-serien

 

Danskernes Akademi

Dronning Margrethe er levende historie. Danskernes Akademi sætter fokus på kongemagten og dens traditioner og ritualer

 
 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Nyheder > Temaer > 2012 > Dronning

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.