Her stjal han stemmerne
09. jun. 2009 11.48 P3Nyheder
Opdat.: 09. jun. 2009 12.22Da Morten Messerschmidt og Margrethe Auken i søndags fordoblede mandattallet i henholdsvis Dansk- og Socialistisk Folkeparti, var de ude og fiske stemmer i overraskende områder.
Hver femte af Dansk Folkepartis vælgere i søndags, satte krydset ved Venstre, da der var folketingsvalg i 2007. Det viser tal fra Capacents exit poll.
Og det er lykkedes fordi der findes en en del EU-skeptiske stemmer blandt de borgerlige vælgere.
- Venstre har gennem mange år været et meget EU-begejstret parti. Og vi har også set Jens Rohde forsøge at lægge en mere skeptisk linje i sin valgkamp, men der har Morten Messerschmidt altså appelleret bedre og bredere og mere præcist, siger DR's politiske redaktør, Ask Rostrup.
Mere end hver tiende DF-stemme vandrede fra et oppositionsparti.
Tiltrak modstanderne
Søndagens anden store stemmesluger, SF, lykkedes faktisk med at trække stemmer fra den helt anden side af folketingssalen.
14% procent af SF-vælgerne i søndags satte blækkrydset ud for Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti ved det seneste folketingsvalg.
- Det er faktisk lykkedes for Villy Søvndal at trække vælgere helt over fra den blå blok til den røde blok. Han er nok sammen med Pia Kjærsgård en af de mest medvindsramte politikere, vi har lige nu, siger Ask Rostrup.
Mere end hver fjerde SF-vælger stemte på Socialdemokraterne i 2007.
Skiftede du også dit "gamle" parti ud i søndags?