Portræt af et opløst land

Historien om de blodige Balkankrige er endnu ikke skrevet færdig.
De mange kapitler handler om både nationalisme, NATO og krigsforbrydere, der fortsat eftersøges. En af dem - Radovan Karadzic - er nu fanget. Næsten tyve år efter, at Balkan og Jugoslavien blev sat i brand:

1989 - Længe Leve Serbien
Nationalismen var til at få øje på, da Slobodan Milosevic i 1989 gik på talerstolen for at fejre 600-året for slaget ved Solsortesletten. Et middelalder-slag, der står som enden på serbisk storhed.
En god anledning til - foran en million serbiske tilskuere - at puste liv i en gryende nationalisme med et klart tema:

Ingen skal i fremtiden ydmyge det stolte Serbien!

Talen blev kendetegnende for det etniske had og den ekstreme nationalisme, der fulgte.

1991 - Tidageskrigen
Mens enhedsstaten Jugoslavien begyndte at smuldre, mistede centralregeringen i Beograd lige så stille sit greb om magten. Tidageskrigen mellem Jugoslaviens hær og Sloveniens løsrivelsesbevægelse fik en hurtig og udramatisk ende med et selvstændigt Slovenien som resultat.

Mere dramatisk gik det i Kroatien, hvor stigende røster også talte om løsrivelse. I opbakning til det serbiske mindretal sendte Slobodan Milosevic forbundshæren i kampen mod kroaterne, der ønskede sig fri.

1992 - Krigen begynder for alvor
Den tyske udenrigsminister Hans Dietrich Genscher var én blandt flere, som pressede på for en anerkendelse af de Jugoslaviske delstater - Kroatien og Slovenien - som rigtige lande. Tidligt i 1992 lykkedes det ham at overbevise kollegerne i de andre EU-lande, som samlet godkendte de to nye stater.

Kort fik også Bosnien-Hercegovina godkendelsesstemplet af det internationale samfund. Dagene for den gamle union Jugoslavien var talte.

I Bosnien havde indbyggerne ved en folkeafstemning forinden talt med tydelige bogstaver. Resultatet sagde løsrivelse. Det huede imidlertid ikke det serbiske mindretal, som absolut ikke ønskede sig væk fra naboerne i Serbien.

Heller ikke præsident Milosevic kunne lide idéen om endnu mere løsrivelse og med Radovan Karadzic i spidsen sendte han serbiske styrker ind i Bosnien.

Dermed var krigen for alvor i gang.

1993 - Kampene fortsætter
Selvom FN hurtigt satte soldater ind på Balkan, var det ikke nok til at forhindre krigen i at eskalere. Serbere, kroater og bosniske muslimer var pludselig blevet dødsfjender.

Bosnien var skueplads for de værste kampe. Hovedstaden Sarajevo var under serbisk belejring, og indbyggere i titusindvis blev sendt på flugt.

I det sydlige Bosnien skiftede byen Mostar hænder under hårde kampe meller kroater og den bosniske hær.

1994 - En smule våbenhvile og forværring 
Da de bosniske kroater og den bosniske regering i marts underskrev en fredsaftale, efterlod det Serbien i isolation. Også fra det internationale samfund, hvor NATO begyndte at røre på sig.
Alligevel tog de hårde kampe til i styrke.

De bosniske serbere med støtte fra Radovan Karadzic' serbiske tropper optrappede kampene. Under et angreb på byen Goradze blev flere FN-soldater taget som gidsler.

1995 - Massakrens år
Juli 1995 er et af de tidspunkter, der har fyldt mest ved de efterfølgende retssager ved Krigsforbryderdomstolen i Haag.

Anslået 8.000 bosniske muslimer blev myrdet i en massakre udført af den bosnisk serbiske hær i det, som siden har fået navnet Srebrenica-massakren. De mange myrderier i Srebrenica fik sammen med angreb på civilbefolkningen i Sarajevo NATO til at reagere.

Med bombefly lykkedes det sidst på året at tvinge serberne til forhandlingsbordet, og sidst på året kunne parterne underskrive Dayton-fredsaftalen.

1996 - Militær ro
Fredsaftalen satte en effektiv stopper for de militære kampe. Det gamle Jugoslavien var blevet til Bosnien-Hercegovina, Slovenien, Serbien & Montenegro, Makedonien og Kroatien.

Og efter at krudtrøgen lagde sig, begyndte den internationale krigsforbryderdomstol at interessere sig for Balkans mange krigsforbrydelser. I søgelyset var blandt andet serbernes Slobodan Milosevic, Ratko Mladic og Radovan Karadzic, som hurtigt kom på listen over efterlyste.

Radovan Karadzic gik kort efter under jorden.

2006 - Jugoslavien får et nyt land
Ganske fredeligt opløste Montenegro sit nationale fællesskab med Serbien i 2006. Da Montenegro samme år blev optaget i FN, måtte serberne endnu engang erkende, at fædrelandet skrumpede ind.

2008 - Endnu et land fødes
Endnu mindre blev resterne af det gamle Jugoslavien, da Kosovo i februar i år udråbte sin selvstændighed.

Selvom landet på grund af russisk modstand sandsynligvis får svært ved at blive anerkendt i FN, så er der ikke den store tvivl om, at endnu et land snart vil se dagens lys på Balkan. Dermed er ét Jugoslavien på under tyve år blevet til syv nye lande. 

Skrevet af: