Med Gud i stemmeboksen

I hvert fald har både Barack Obama og John McCain travlt med at lave en retorisk forbindelse mellem sig selv og Gud.

I sidste uge da Obama blev beskyldt for at ville fordele goderne, som en anden dansk socialdemokrat, var hans svar.

- Ja, jeg har altid gerne villet dele med andre. I skolen delte jeg min madpakke, hvis der var en kammerat, der havde glemt sin egen. I am my brothers keeper. I am my sisters keeper, messede Obama med sin barytonstemme.

Man har svært ved at fremkalde sig billeder af Anders Fogh, Helle Thorning Schmidt eller Villy Søvndal i samme retoriske gear.

I både Obamas og McCains selvbiografier er der dedikeret afsnit, der beretter om deres forhold til Herren i det høje. Og de to kandidater forlader sjældent et publikum uden at nedkalde guddommelige velsignelser over dem.

Det er helt klart: Man bliver ikke præsident i Gud eget land uden at tro på Ham.

Men hvorfor egentlig? Og kunne man nogensinde forestille sig en præsidentkandidat, der ikke tror på Gud? Jeg er taget i kirke for at finde svar.

Det ligner et shoppingcenter
Amerikanerne tror på en Gud, på en måde, det kan være svært at forstå for en passiv kristen, som mig, der ikke har været i kirke siden jeg blev konfirmeret.

Det er Allehelgens dag, og jeg er til messe i den største katolske kirke i den vestlige verden. "Helligdommen for den Ubesmittede Undfangelse", hedder den kirken, som ligger i Washington.

- Her er sagtens plads til 2500 sjæle i kirken og på travle dage kan der stuves 3.500 sammen i kirkerummet. Det var nødvendigt da Pave Benedikt XVI besøgte os, fortæller Jacquelyn Hayes, der er pressechef for Kirken, der i mere end en forstand er en institution.

Det ligner næsten et shoppingcenter. Der er tilknyttet en kæmpe kantine og forretninger, der primært sælger katolsk merchandise i form af Maria-figurer, krucifikser, t-shirts og hatte.

Landets grundlæggere
For at forstå amerikanernes forhold til tro skal man tilbage til landets grundlæggelse. Mange af USAs forfædre var religiøst forfulgte europæere, der søgte tilflugt i Amerika, hvor de frit kunne praktisere deres tro i fred.

I forfatningen findes et utal af religiøse henvisninger og religiøse idealer blev et fundament for selve skabelsen og selvopfattelsen i landet.

Betty er en "tvivler" men ikke i tvivl
Inden messen møder jeg Betty Morris. Hun er katolik og tror på, at Gud har skabt verden på syv dage. Det er ikke den der Grundtvigianske kristendom, jeg er flasket op med, hvor Gud (måske) findes i en eller anden abstrakt udgave.

Betty Morris er på ingen måde en religiøs outsider. Hun er én blandt mange amerikanere med et lignende syn på Gud og på skabelsen. 

Gud er med i Bettys hverdag og hun er helt sikker på at hun også får hjælp til at bestemme, hvilken af de to kandidater hun skal stemme på.

Hun har altså ikke afgjort, hvem hun stemmer på endnu, og falder i den forstand paradoksalt nok ned i kategorien "tvivler", set fra de to kampagners bord. Men kommunikationseksperterne i de to lejre behøver ikke ulejligede sig, for at overbevise Betty Morris.

- Når jeg står i stemmeboksen, er jeg sikker på at Gud er med mig og fortæller mig, hvem jeg skal stemme på.

Men det også kun i den sammenhæng hun kan kaldes tvivler.

- Du kan tro, hvad end du har lyst til. Det er Amerika. Så længe du tror og har tillid til Gud.

Det handler ikke om, hvorvidt du tror, for det forudsætter man at man gør. Det handler om, hvem du tror på.

- Jeg ville være utryg
Jeg taler også med Robert Schuler inden messen starter. Han har et godt bud på, hvorfor det er så vigtigt, at kandidaterne tror på Gud.

- Troen fortæller noget om hans personlighed og han moralske baggrund. Og det viser, han også selv skal svare overfor noget højere end sig selv, siger Robert.

For Robert er troen altså en garant for tryghed.
 
- Jeg tror en kandidat, der ikke troede på Gud ville gøre mig utryg. Hvor står han i forhold til hvad? Troen er med til at give ham en identitet, jeg kan se mig selv i, siger Robert Schuler og fortsætter.

- Man kan jo sagtens have en masse gode og sunde værdier uden at tro på Gud. Men hvis du siger, at du tror på Gud, så har du ligesom lukket ned for en masse spørgsmål, siger Robert Schuler inden han forsvinder ind i kirken, sammen med de ca. 1000 andre fremmødte.

Accept af Amerikas historie
Jeg spørger Betty Morris, om man nogensinde kunne forestille sig en seriøs kandidat stille op til præsidentembedet, der ikke troede på Gud.

- Det ville ikke være en mulighed. Ikke i Amerika, for du bliver nødt til at tænke på, hvordan vi blev til. Og hvis en person ikke accepterer dét, ville det svare til, at han ikke accepterede Amerikas begyndelse.

Efter at have besøgt "Helligdommen for den Ubesmittede Undfangelse" forstår jeg bedre, hvor den slidte kliche betegnelse for Amerika "Guds eget land" kommer fra.

På mandag er en mulighed for, at USA vælger sin første farvede præsident. Det virkede usandsynligt for få år siden. Men det er intet sammenlignet med tanken om, at vælge en kandidat, der ikke tror på Gud.