- Katastrofalt sikkerhedsbrud
17. dec. 2009 21.26 Nyheder
Opdat.: 17. dec. 2009 21.48Det er et katastrofalt sikkerhedsbrud. Sådan siger kilder i politiet til DR Nyheders kriminalredaktør Claus Buhr.
Ingen kan forstå, hvordan Greenpeace aktivister kunne snyde det massive sikkerhedsopbud, der er omkring Dronningens gallamiddag og nu skal det undersøges, hvordan det kunne ske.
Over 100 statsledere er samlet på Christiansborg Slottil royal middag med regentparret.
Uden om alle sikkerhedsforanstaltninger
Forklædt som fornemme gæster i fint tøj lykkedes det de tre aktivister at komme uden om alle sikkerhedsforanstaltningerne ved slottet. Først da de i forhallen tog deres bannere frem, blev de anholdt.
- Det er uheldigt, at de slap igennem, men det var godt, at de ikke nåede længere, siger pressetalsmand ved politiet, Henrik Møller Jacobsen.
Sagen er alvorlig, for når tre Greenpeace-aktivister kunne slippe ind, kunne eventuelle terrorister formentlig også være nået inden for slottets mure.
- Det er også tanker, vi har, siger Henrik Møller Jacobsen og understreger, at sagen vil blive undersøgt.
De tre aktivister er nu anholdt. Hvad de vil blive sigtet for, er endnu ikke afgjort, men de kan formentlig i det mindste se frem til en sigtelse for ulovlig indtrængen.
I følge NRK er den ene aktivist norske Nora Christiansen, der normalt arbejder som fundraiser for Greenpeace. Manden hun fulgtes med menes at være fra Spanien.