Laveste antal kandidater i 50 år
05. nov. 2007 16.58 Ikke siden 1957 har så få kandidater stillet op til et folketingsvalg.
Kun 808 kandidater, heraf 260 kvinder, forsøger på tirsdag i næste uge at blive valgt til 175 pladser i Folketinget.
Valgkreds-reform
Forklaringen skal først og fremmest findes i den nye valgkreds-reform, hvor antallet af opstillingskredse er reduceret fra 103 til 92. Det betyder, at de enkelte partier opstiller færre kandidater.
Desuden opstiller der denne gang kun ni partier mod 10 ved valget i 2005. Da var der opstillet 947 kandidater, mens der ved folketingsvalget i 1957 var 757 kandidater.
Ny Alliance har flest
Rekorden stammer fra 1987, hvor der var hele 16 partier og 1517 kandidater at vælge imellem.
Ny Alliance har flest kandidater, 97, mens Kristendemokraterne har færrest med 77. 13 af de 808 kandidater stiller op uden for partierne.
Ifølge Indenrigsministeriet er 32,2 procent af kandidaterne kvinder, hvilket er det hidtil højeste. SF har 38 kvinder blandt sine 91 folketingskandidater. Kandidaternes gennemsnitsalder er 44,2 år.