Kvinder med indvandrerbaggrund på vej i Folketinget
12. nov. 2007 13.57 Folketingsvalg
Opdat.: 13. nov. 2007 09.16En stribe kvindelige folketingskandidater har muligheden for at skrive historie ved valget i morgen.
De kan blive de første kvinder med indvandrerbaggrund, som bliver valgt ind i Folketinget. Som oddsene er lige nu har ikke mindst tre kvinder med tyrkisk baggrund gode chancer for en plads i tinget, fortæller Radioavisen.
- Hvis jeg kan være med til at starte den historie, så vil jeg være glad og stolt, både på mine egne vegne, men også på mit køns vegne, siger Yildiz Akdogan, der stiller op for Socialdemokraterne i Hovedstaden.
Hvis hun eller en af de andre indvandrerkvinder bliver valgt ind, er det ikke bare historisk, det er også vigtigt. Det mener forsker i demokrati, køn og etniske minoriteter, Birthe Sihm.
Skal med i dialogen og ikke bare tales om
- De sidste 30 år har der været talt utrolig meget om indvandrerkvinder og integration. Så i sådan nogle debatter, er det vigtigt, at der kommer en mangfoldighed, så man ikke kun taler til og om, men så indvandrerkvinderne er med i den dialog om fremtidens samfund, siger lektoren.
Hun tilføjer at det er vigtigt, at indvandrerkvinder får nogle stærke rollemodeller.
Det vil Yildiz Akdogan gerne opnå. Men hun vil også mere:
- Jeg vil gerne ændre billedet på, hvad en nydansk kvinde er, og jeg vil ikke være en indvandrerpolitiker.
Sad som suppleant i 2000
Lone Yalcinkaya har også tyrkisk baggrund. Hun sad i 2000 i tre måneder siddet i Folketinget for CD som suppleant for Mimi Jacobsen.
Hun siger, at der i den periode er mange fremtrædende kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, der har meldt sig ind i politiske partier.
- Det tager jeg som en af de effekter det har haft, at kvinder har opdaget, at man sagtens kan nå langt i dansk politik, selv om man har en anden etnisk baggrund.