Fogh vil forhandle med Ny Alliance
14. nov. 2007 05.32
Opdat.: 14. nov. 2007 09.03Væk er al snak om dronningerunder. Anders Fogh Rasmussen fortsætter som statsminister med det snævrest mulige flertal.
Takket være færingen Edmund Johnsen kan regeringen klare sig uden Naser Khaders Ny Alliance. Men Ny Alliance bliver alligevel indbudt til forhandlinger, lover statsministeren.
- Jeg vil indkalde de partier, der har peget på mig som statsminister, til forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag, siger Anders Fogh Rasmussen.
Han tager i løbet af formiddagen forbi Amalienborg for at orientere Dronning Margrethe.
En holdbar regering
Med hjælp fra et færøsk mandat, har Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti lige nøjagtigt de nødvendige 90 mandater i at have flertal i Folketinget.
Det lykkedes ikke for Ny Alliance at få fjernet Dansk Folkepartis indflydelse, sådan som det erklærede mål var, men Naser Khader tror stadig på, at han kan få noget af sin politik igennem.
- Fogh-regeringen fortsætter med et meget smalt flertal. Hvis regeringen skal være holdbar skal flere partier inddrages, så jeg regner med, at vi kommer til at spille en rolle, siger Naser Khader.
Han fastslår dog, at Ny Alliance ikke vil være med til, at VKO blot aftaler noget indbyrdes, som andre så kan tilslutte sig.
Anders Fogh Rasmussen erkender, at det bliver vanskeligere, end han har været vant til, men at det nok skal gå.