Kornbek var tilfreds med penge og medier
18. nov. 2007 11.05
Opdat.: 18. nov. 2007 11.13Kristendemokraterne har sundet sig efter valgnederlaget, og er allerede gået i gang med at samle underskrifter for at genopstille til næste valg, efter det fejlslagne forsøg på at komme tilbage i Folketinget.
Samtidig har hovedbestyrelsen på sit møde i weekenden besluttet, at formandskabet rejser rundt i landet for at høre, hvad tillidsfolkene tror, der gik galt.
Partiet fik kun 0,9 procent af stemmerne den 13. november. Resultatet er betydeligt værre end i 2005, da partiet fik næsten dobbelt så mange stemmer som tirsdagens 30.000.
Partiformand prøver ikke at give andre skylden
Partiformand Bodil Kornbek vil hverken give små midler eller medierne skylden for nederlaget.
- Vi har haft god eksponering, siger hun.
Politisk er hun nu spændt på, hvor fast Ny Alliance står i sit krav om bedre forhold for asylansøgere.
Pia K. sætter dagsordenen
- Jeg ikke i tvivl om, at Pia Kjærsgaard kommer til at sætte dagsordenen. Hun er i en god position, siger Bodil Kornbek.
Bodil Kornbek skal ud og tale med partiets kommunalpolitikere og tillidsfolk for at lægge den fremtidige strategi.
- Efter et nederlag skal der samles følelser op, og det vil jeg give god tid til, siger hun.