preload loader
Bombe mod dansk militærkøretøj

En vejsidebombe eksploderede, da et dansk militærkøretøj kørte forbi. Her bliver det danske køretøj undersøgt.

Atef Hassan © Scanpix

 

Dansk soldat dræbt i Irak

01. okt. 2005 13.44 Udland Opdat.: 02. okt. 2005 14.06

En dansk soldat er blevet dræbt og to andre såret af en bombe i Irak, oplyser Forsvarsministeriet til DR Nyheder.

Det skete, da en vejsidebombe eksploderede ud for et dansk militærkøretøj, der befandt sig i området nær Al Harta i det sydlige Irak. Otte danske soldater var med i køretøjet.

Den danske styrke i Irak

Dansk soldat i Irak
  • Den danske styrke består i øjeblikket af 486 soldater. Folketinget har givet mandat til en styrke på op til 530 soldater.
  • Udover soldater har Danmark ca. 200 køretøjer i Irak.
  • Den danske styrkes base er Camp Danevang, der ligger i Iraks næststørste by, Basra.
  • Styrkens ansvarsområde omfatter et areal, der er lidt mindre end Jylland.
 

Udover den dræbte og de to sårede, fik én overfladiske skrammer. De to sårede meldes nu uden for livsfare.

De soldater, som blev ofre for eksplosionen kom alle fra panserinfanteri- kompagniet ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, oplyser Hærens Operative Kommando. De pårørende er nu underrettet.

Dyb medfølelse
Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtrykker sin dybeste medfølelse med de pårørende.

- Det er med den dybeste sorg, at jeg i dag har modtaget meddelelse om en dansk soldats død. Mine tanker og min sympati går i denne tragiske situation først og fremmest til soldatens familie og til de to andre danske soldater, som blev hårdt såret i samme angreb.

Statsministeren understreger, at "terrorister ikke må få held til med disse afskyelige og feje handlinger at hindre fremskridt og skabe kaos i Irak". Derfor vil regeringens politik blive videreført i Irak.

Hjælp til pårørende
Forsvarsminister Søren Gade lover nu hjælp og støtte.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, både i forhold til at støtte og hjælpe de pårørende, men også i forhold til soldaterne dernede, hvor vi må sørge for, at de får den støtte, der er behov for, siger Søren Gade.

Ambulance ved eksplosionssted

En militær ambulance ved eksplosionsstedet i Irak

Foto: Atef Hassan © Scanpix


Flere vejbomber
Flere gange de seneste måneder er danske soldater blevet udsat for vejbomber. Vejbomberne er ifølge hæren typisk granater, der graves ned i vejsiden. De udløses elektronisk eller manuelt, når et køretøj passerer på vejen

Forsvarschef Jesper Helsø siger, at de danske soldater er dygtige og har gode chefer, så han er tryg ved mulighederne for fortsat at løse opgaverne i Irak.

Dog siger Forsvarskommandoen, at skal styrkens operationsmønster skal justeres og måske intensiveres.

- Og hjemme i Camp Danevang (den danske lejr i Irak, red.) skal soldaterne hjælpe hinanden gennem de voldsomme oplevelser, skriver Forsvarskommandoen i meddelelsen.

Det er anden gang, at danske soldaters liv går tabt i Irak. Første gang var i august 2003, da en dansk soldat ved en fejl kom til at skyde en af sine landsmænd.

Terrornetværk og oprørsbevægelser i Irak

Al-Qaeda i Irak er hidtil den af terrororganisationerne, der har stået bag mange af de værste og mest blodige angreb i landet.

Den lokale leder menes at være den jordanske militante muslim Abu Musab al-Zarqawi, men det er uklart, om det virkelig er al-Zarqawi alene, der er hjernen bag alle de angreb, som han tillægges skylden for.

Al-Zarqawi er tidligere leder af det såkaldte Tawhid og Jihad-gruppen, men valgte for et års tid siden at lade sit terrornetværk smelte sammen med Osama bin-Ladens under navnet al-Qaeda i Irak. Ifølge BBC har al-Zarqawi en fortid i terrorist-træningslejre i Afghanistan og har tidligere betragtet sig selv som en rival til bin-Laden.

Al-Qaeda i Irak tegner sig blandt andet for en række bombeangreb, bortførelser og bestialske henrettelser af udlændinge, heriblandt amerikaneren Nick Berg og briten Kenneth Bigley.

Ifølge både den amerikanske og irakiske regerings opfattelse, har al-Qaeda rekrutteret udenlandske oprørere fra bl.a. Alegeriet, Syrien, Yemen og Sudan til at rejse til Irak for bl.a. at puste til de ulmende konflikter, der ligger mellem landets forskellige muslimske trosretninger, især shia- og sunnimuslimerne.

Kilde: BBC

Mehdi-militsen ledes af den shiamuslimske præst Moqtada Sadr og har flere gange haft sammenstød med de amerikanske styrker i Irak.

Militsen består primært af yngre shiamuslimer fra det sydlige Irak og fra den shiamuslimske del af Baghdad, som kaldes Sadr City, opkaldt efter Moqtada Sadrs far, som i sin tid blev myrdet af Saddam Husseins sikkerhedsfolk.

Det var Mehdi-oprørere, der sidste år søgte tilflugt i en shiamuslimsk helligdom i Najaf, hvor de blev omkringet af amerikanske styrker og holdt fanget i flere dage. Situationen løste sig først, da den shiamuslimske Ayatollah Ali al-Sistani blandede sig i striden.

Kilde: BBC

Selvom både shia- og sunnimuslimer blev undertrykt under Saddam Husseins regime, giver den tidligere diktators støtter både økonomisk og rådgivningsmæssig opbakning til yderligtgående sunniemuslimske oprørere. Det mener i hvert fald den amerikanske efterretningstjeneste.

I september blev en nevø af Saddam Hussein dømt for at yde økonomiske bidrag til oprørergrupper.

Mange af de Saddam-loyale oprørere har været beskæftiget i hæren under Saddam Hussein, og nyder godt af den militærtræning, de modtog dengang.

Kilde: BBC

Ansar-al-Islam er en yderligtgående sunnimuslimsk gruppe med base i bjergene i den nordlige, kurdiske del af landet.

Gruppen består af kurdere i opposition til det USA-støttede partiet Den Patriotiske Kurdistan Union.

Gruppens leder er Mullah Kekar, som lever i eksil i Norge på 15. år. Den blev alvorligt svækket i forbindelse med USA’s massive bombardamenter forrige år, men tog dog skylden for to samtidige angreb på de to USA-støttede kurdiske partier i februar sidste år.

Kilde: BBC

Send eller anbefal link

 

Græsk leder skræmmer med dommedags-retorik

(19:53)

Grækenland står over for ukontrolleret kaos, hvis ikke en gældsaftale kommer i hus, advarer premierminister.

 

Ny hjemmeside: Anmeld en østeuropæer

(18:16)

På en ny hjemmeside kan hollændere klage over polakker, rumænere og bulgarer, som er en "pestilens" for Holland. Østeuropæere føler sig krænkede.

 

Mulig fejlvurdering i pædagog-drabssag

(17:35)

Den formodede pædagog-drabsmand kan have været langt mere syg i sindet, end personalet har vurderet, siger Region Midtjyllands socialchef

 

Nyheder på SMS

Få DRs breaking news på SMS. Skriv DR NY2 på din mobil og send til 1212

 

Nyhedsbreve

Få DRs nyheder leveret direkte i din mailboks. Vælg mellem nyheder eller pengenyheder.

 

Facebook og Twitter

Bliv fan af DRs programmer og få udvalgte nyheder på Facebook og Twitter

 
På dr.dk/nyheder lige nu Nyhedsansvarlig:
Nyhedsvagt:
 

TV- og radio

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Nyheder > Udland

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.