Turister i Pakistan skal være ekstra på vagt
01. dec. 2005 23.19 Udland
Opdat.: 02. dec. 2005 08.27Sagen om tegninger af profeten Muhammed har taget en ny alvorlig drejning. Et stort islamisk parti i Pakistan har udlovet en dusør på 50.000 kroner for at dræbe dem, der har tegnet profeten.
Ifølge den danske ambassadør i Islamabad, Bent Wigotski, er den kontante belønning for at dræbe tegnerne - der i truslen bliver omtalt som "tegneren" - stillet i udsigt af det religiøse parti Jamaat-e-Islami og dets ungdomsorganisation, der også har krævet Danmarks ambassadør ud af landet.
Alle skal være ekstra på vagt
Ikke kun de 12 danskere bag tegningerne i Jyllands-Posten er i farezonen, efter at de i mange muslimers øjne har bespottet profeten Muhammed.
Sagen kort
-
Den 30. september bragte Jyllands-Posten 12 tegneres bud på, hvordan profeten Muhammed ser ud.
-
28. oktober: 11 muslimske organisationer politianmeldte Jyllands-Posten for at have overtrådt både blasfemi- og racismeparagraffen.
-
Ambassadører fra 11 muslimske lande har desuden skrevet et klagebrev til statsministeren. Også den muslimske verdensorganisation OIC har klaget til Statsministeriet.
Udenrigsministeriet advarer alle, der skal rejse til Pakistan om at være ekstra på vagt, og det sker med direkte henvisning til de omdiskuterede tegninger.
- Man behøver ikke åbenlyst reklamere med, at man er dansker, og hvis man kommer i diskussion med nogen om det her, så skal man lade være med at svare igen, siger Bent Wigotski til Radioavisen.
Han anbefaler folk, der er på vej til Pakistan, til at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning.
- Den giver udtryk for et vist risikoniveau - ikke bare på grund af det her problem, men også på grund af andre problemer, siger den danske ambassadør.
Han kalder situationen alvorlig, men han har ikke planer om at forlade Pakistan.
Ambassadør vil ikke rejse hjem
Danmark har straks orienteret de pakistanske myndigheder om dusøren og dødstruslerne fra partiet, der er nationalistisk og fundamentalistisk.
Den pakistanske ambassadør i Danmark, Javed Qureshi, tager kraftigt afstand fra dødstruslen.
Han siger til Berlingske Tidende, at regeringen i Pakistan sandsynligvis vil gå ind i sagen, fordi sådan en dusør for drab må være i strid med pakistansk lov.