
Afghanistan:
Fire mennesker blev onsdag d. 8. februar dræbt, da politiet skød mod stenkastende demonstranter i byen Qalat i Zabul-provinsen i den sydlige del af Afghanistan. Dermed har i alt 11 mennesker mistet livet under fem dages sammenstød mod Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten.
Præsident Hamid Karazi har på det kraftigste fordømt tegningerne.
Algeriet:
Forbrugerboykotten i landet breder sig.
Danmarks eksport til Algeriet udgjorde i 2004 DKK 446 mio
Bangladesh:
I Bangladesh var der onsdag d. 8. februar for anden dag i træk demonstrationer mod Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed.
Mindst 2000 mennesker råbte "brænd den danske ambassade", da de samledes under massivt sikkerhedsopbud uden for Dhakas vigtigste moské.
Dagen før demonstrerede omkring 4000 mennesker foran den samme moské ved et møde arrangeret af partiet Jamaat-e-Islami, der er det næststørste parti i koalitionsregeringen.
Bahrain:
Aviserne har været fyldt med historier om sagen. Arlas varer er stadig at finde i en del butikker, men det kniber med salget.
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Bahrain, der ikke er strengt nødvendige.
Værdien af dansk eksport til Bahrain i 2004 var på DKK 126 mio.
De Forenede Arabiske Emirater:
Den danske deltagelse i fødevaremessen Gulf Food er aflyst på grund af sikkerhedsrisikoen ved at rejse til Mellemøsten
Boykotten er forværret. Arlas produkter er nu fjernet fra alle butikker - det var ellers lykkedes at komme kortvarigt tilbage på hylderne med butikkerne har nu trukket varerne tilbage.
Værdien af den danske eksport til UAE beløb sig i 2004 til DKK 1.389 mio.
Egypten:
I nogle butikker er der hængt skilte op med opfordringer om at boykotte danske varer.
Parlamentet har vedtaget en erklæring med en opfordring til boykot af danske varer. Parlamentet har krævet en offentlig undskyldning fra den danske regering.
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Egypten, der ikke er strengt nødvendige.
Egypten er blandt Danmarks større markeder uden for Europa. I 2005 lå eksporten på ca. 700 mio. kr.
Gaza / Vestbreden:
Adskillige hundrede mennesker demonstrerede tirsdag d. 7. februar 2006 på den centrale Mangerplads i Betlehem lige ved fødselskirken, bygget hvor Jesus blev født, og råbte slagord imod Danmark på grund af sagen om Muhammed-tegningerne.
På Vestbredden og i Gaza har der siden søndag den 29. januar 2006 været en række demonstrationer rettet mod Danmark med slagord, opfordring til aktion og vold, afbrænding af Dannebrogsflag, skydning i luften og tilfælde af stenkast. Der har været fremsat dødstrusler mod danskere, ikke mindst fra Gazaområdet, men også på Vestbredden. Protesterne mod Danmark følger i kølvandet på kæden af reaktioner i islamiske lande på karikaturtegningerne af profeten Muhammed i Jyllandsposten sidste år. På den baggrund vurderes der at være en direkte trussel mod danskere særligt i Gaza-området, men også på Vestbredden, ikke mindst for kidnapning.
Danske og norske flag er at finde på butikshylderne i Gaza, hvor butiksejere melder om et pænt salg i forbindelse med Muhammed-protesterne.
Truslen mod danskere fra isolerede grupper eller enkeltpersoner må vurderes som høj.
I den nuværende situation, som kan udvikle sig uforudsigeligt, frarådes al rejse til og ophold i Gaza og på Vestbredden.
Arlas distributør har indstillet salget, og kunderne returnerer produkter, som de tidligere har købt.
Indonesien:
Alle rejser til Indonesien frarådes. Alle danskere opfordres til at forlade landet. Udenrigsministeriet har modtaget troværdige oplysninger, som indikerer, at der aktuelt er en øget sikkerhedsrisiko for danske interesser i Indonesien.
Flere hundrede mennesker demonstrerede mandag d. 3. februar 2006 uden for den danske ambassade i Indonesien, der er verdens mest folkerige muslimske nation, i protest mod Jyllands-Postens tegninger. Politiet affyrede senere varselsskud udenfor det amerikanske konsulat i Indonesiens næststørste by Surabaya i forsøget på at sprede vrede demonstranter. Demonstranterne havde forinden smadret vinduer på det danske konsulat i byen.
Danmarks eksport til Indonesien har de seneste år ligget mellem 350 mio. kr. og 550 mio. kr.
Indien:
Universitetsstuderende i New Delhi demonstrerede mandag d. 6. februar 2006 mod Jyllands-Postens tegninger.
Irak:
Irakiske myndigheder har rådet de danske soldater til at udvise forsigtighed.
Der har været demonstrationer i den sydlige del af landet hvor flere tusinde mennesker deltog. De kræver, at Irak bryder alle diplomatiske og økonomiske bånd til Danmark og andre lande, der har trykt Muhammed-tegningerne.
Alle rejser til Irak frarådes. Danskere i Irak opfordres til at forlade landet.
Danmarks eksport til Irak udgjorde i 2004 ca. 333 mio. kr
Iran:
Vrede demonstranter forcerede mandag d. 6. februar muren ind til den danske ambassade i Teheran. De smed benzinbomber mod bygningen og trængte indenfor, hvor de ødelagde inventar i ambassadens underetage. Godt 200 iranere gik tidligere på dagen til angreb på Østrigs ambassade i Teheran med brandbomber og sten i protest mod danske Muhammed-tegninger.
Iran har kaldt sin ambassadør i København hjem i protest imod offentliggørelsen af tegningerne af profeten Muhammed.
Irans handelsminister erklærede mandag d. 6. februar 2006, at al handel mellem Den Islamiske Republik og Danmark øjeblikkeligt indstilles.
Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har endvidere meddelt at alle kontrakter, som Iran har indgået med virksomheder i lande, der har offentliggjort tegningerne, skal ophæves.
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Iran, der ikke er strengt nødvendige.
Danmarks eksport til Iran udgjorde i 2004 DKK 1.275,5 mio., mens importen var på DKK 91,8 mio.
Israel:
Den israelske avis Jerusalem Post genoptrykker mandag d. 6. februar Jyllands-Postens karikaturtegninger af Muhammed. Tegningerne er optrykt meget småt i én spalte og kan knap nok ses. Men flere muslimer i Israel har straks taget afstand fra gengivelsen.
Jordan:
Den danske ambassadør har måttet stå skoleret over for den jordanske udenrigsminister for at forklare, at den danske regerings fordømmer enhver erklæring, handling eller holdning, der er rettet mod at forvrænge og skade noget folk på grundlag af dets religion og etniske baggrund.
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Jordan, der ikke er strengt nødvendige.
Danmarks eksport til Jordan androg i 2004 DKK 259,2 mio.
Kuwait:
Arla Foods kunne tirsdag d. 1. februar konstatere at markedet er fuldkommen lukket. Situationen har ikke ændret sig siden.
Arla beskriver situationen er som forværret og melder endvidere at tonen er skærpet i medierne.
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Kuwait, der ikke er strengt nødvendige.
Værdien af dansk eksport til Kuwait beløb sig i 2004 til DKK 529 mio.
Libanon:
Libanons regering vedtager på et hastemøde mandag d. 6. januar en erklæring, hvori de undskylder angrebet på den danske diplomatiske mission i Beirut.
Det danske generalkonsulat i Libanons hovedstad, Beirut blev søndag d. 5. februar sat i brand af rasende demonstranter.
Efter et krisemøde i den libanesiske regering søndag aften vælger indenrigsminister Hassan Sabeh at træde tilbage efter kritik af myndighedernes indsats.
Alle rejser til Libanon frarådes. Alle danskere opfordres til at forlade landet. Danskere bør forblive inden døre, indtil udrejsemuligheder er afklaret.
Danmarks eksport til Libanon var i 2004 DKK 358,4 mio.
Libyen:
Besluttede søndag d. 29. januar 2006 at lukke sin ambassade, Det Libyske Folkekontor, i Danmark »i lyset af de danske mediers hårdnakkethed i fornærmelsen af profeten Muhammed«. Libyen vil også indføre uspecificerede økonomiske sanktioner mod Danmark.
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Libyen, der ikke er strengt nødvendige.
Danmark eksporterede i 2000 for DKK 110 mio. til Libyen. Ingen import. (Seneste oplysninger fra Udenrigministeriet).
Malaysia:
Der er ikke behov for at boykotte danske produkter, mener Malaysias premierminister, Abdullah Ahmad Badawi, selv om han fastholder kritikken af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger med bemærkninger om, at de er "ufølsomme og uansvarlige".
Marokko:
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Marokko, der ikke er strengt nødvendige.
Danskere, der allerede opholder sig i landet, rådes til at fortsætte deres ophold, idet der ligesom i alle andre muslimske lande dog fortsat bør udvises største agtpågivenhed.
Niger:
Op mod 100.000 mennesker samlede sig iflg. Reuters tirsdag d. 7. februar i den afrikanske stat Nigers hovedstad, Niamey, for at protestere mod Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed.
Pakistan:
Læger i Pakistan vil boykotte medicin fra Danmark og andre europæiske lande i forbindelse med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, sagde Shahid Rao fra den pakistanske lægeforening mandag d. 6. februar 2006.
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Pakistan, der ikke er strengt nødvendige.
Quatar:
Salget af danske varer står stille, og danske produkter er stort set væk fra varehylderne i butikkerne.
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Qatar, der ikke er strengt nødvendige.
Værdien af den danske eksport til Qatar i 2004 beløb sig til knap DKK 127 mio.
Saudi-Arabien:
Saudiarabere er blevet opfordret til at udvise tilbageholdenhed og besindighed i protesterne imod Muhammed-tegningerne.
Boykotten af danske varer er nu total. Statsministerens interview på al Arabiya synes iflg. Arlas medarbejdere ikke at have hjulpet snarere tværtimod. Sagen er stadig tophistorie i aviserne.
Alle ikke-nødvendige rejser til Saudi Arabien frarådes
Eksporten til Saudi Arabien beløb sig i 2004 til DKK 2,1 mia.
Sudan:
Folkekirkens Nødhjælps kontor i Darfur har været mål for stenkast og en demonstration i forbindelse med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, oplyser organisationen mandag d. 6. februar 2006.
Sudan opfordrede 31. januar 2006 til boykot af alle danske varer. Det sudanesiske udenrigsministerium har samtidig opfordret til at indstille importen af danske produkter og finansielle transaktioner med Danmark.
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Sudan, der ikke er strengt nødvendige.
Danmarks eksport til Sudan udgjorde i 2004 118,2 mio. kr.
Syrien:
Syrien beklager mandag d. 6. februar 2006 angrebet på de skandinaviske ambassader i Damaskus, men udtrykker samtidig stor forståelse for folkets vrede over Muhammedtegningerne.
Den danske ambassade blev lørdag d. 5. februar stormet og sat i flammer i Syriens hovedstad, Damaskus, efter flere tusinde demonstranter havde været på gaden for at demonstrere mod Jyllands-Postens tegninger af Muhammed. Ambassaden brændte ned til grunden.
Alle rejser til Syrien frarådes. Alle danskere opfordres til at forlade landet. Danskere bør forblive inden døre, indtil udrejsemuligheder er afklaret eller situationen er forbedret.
Danmarks eksport til Syrien steg i 2004 med 13.1% til DKK 172,7 mio.
Tyrkiet:
En katolsk præst bliver skudt ned og dræbt i Tyrkiet under uroligheder på grund af de danske tegninger.
Demonstrationerne mod Danmark spreder sig i løbet af søndag d. 5. februar til Tyrkiet, hvor der afbrændes dukker af Anders Fogh Rasmussen.
Tunesien:
Udenrigsministeriet råder danskere til ikke at påbegynde rejser til Tunesien, der ikke er strengt nødvendige.
I 2004 eksporterede Danmark for DKK 190 mio. til Tunesien.
Yemen:
Sagen har hidtil kun været på græsrodsniveau i Yemen, men raser ifølge Arla nu også på fuld styrke og boykotten spreder sig hurtigt.
Mellem 80.000 og 150.000 kvinder demonstrerede 1. februar i Yemens hovedstad, Sanaa, i protest mod tegningerne.
I den aktuelle situation fraråder Udenrigsministeriet alle rejser til Yemen.
Værdien af dansk eksport til Yemen var i 2004: DKK 230 mio.
Kilder: Ritzau, Udenrigsministeriet, Arla