USA's militær forbereder sig på massakre-sag
26. maj 2006 16.25 Udland
Opdat.: 26. maj 2006 16.49En deling amerikanske marineinfanterister kan imødese sigtelser for mord på civile irakere, siger kilder i den amerikanske Kongres og i det amerikanske forsvarsministerium.
Militære efterforskere har i de seneste uger orienteret Kongres-udvalg og politikere om resultaterne af deres undersøgelser af 24 civile irakeres død i byen Haditha i november sidste år.
Mord og cover up
De foreløbige resultater viser dels at de civile irakere blev ofre for en systematisk, uprovokeret nedslagtning, dels at massakren blev forsøgt skjult med falske rapporter.
Det amerikanske militær konfronteres således med det måske hidtil alvorligste overgreb, udført at amerikanske landstyrker i Irak, skriver The New York Times. Irak-krigen kan have fået sit sidestykke til My Lai - massakren i Vietnam i marts 1968. Afsløringen af massakren på omkring 500 civile i landsbyen My Lai fik for alvor det etablerede USA til at tvivle på missionen i Sydøstasien.
Ifølge The New York Times viser efterforskningen, at marineinfanteristerne brugte tre til fem timer på at skyde de 24 civilister - fem mænd i en taxi og beboerne i to huse, heriblandt kvinder og børn.
To sæt forklaringer
Intet understøtter militærets oprindelige forklaringer. Først oplyste man at de civile var ofre for den samme vejsidebombe, der dræbte en amerikansk marineinfanterist. Derefter hed det, at de civile blev ofre i en krydsild, da marineinfanteristerne blev beskudt af oprørere.
De to forklaringer har udløst en parallel undersøgelse af, om nogen kan gøres ansvarlige for bevidst at dække over drabene.
Afsløret i marts
Det var en omtale i ugemagasinet Time i marts, der tvang militæret ind i en undersøgelse af begivenhederne i Haditha i november. Nu, hvor undersøgelserne nærmer sig afslutningen, er militæret og forsvarsministeriet meget opmærksomme på at informere Kongressen på forhånd. Man ønsker at forebygge de voldsomme politiske reaktioner, som afsløringerne i 2004 af mishandlingerne og torturen i Abu Ghraib-fængslet udløste, skriver The New York Times.
Kongresmedlemmet John Kline, der er republikaner og pensioneret oberst i Marinekorpset, siger at materialet tyder på, at det ikke var "et uheld".
- Det var marineinfanterister der skød direkte på civile. Dette var ikke en spontan reaktion på et angreb. Det ligner en grusomhed, siger han til New York Times.