Soldat alvorligt såret i Afghanistan
02. aug. 2006 11.51 Udland
Opdat.: 02. aug. 2006 15.57En dansk soldat er blevet alvorligt såret af fjendtlige skud mod lejren i Musa Qala i Afghanistan. Han er blevet evakueret til et hospital i Kandahar, oplyser Hærens Operative Kommando.
Presseofficer Hans Vedholm vil ikke oplyse om den danske soldat er i livsfare, men siger til DR Nyheder Online:
- Jeg kan sige så meget, at han er alvorlig såret.
Danmark i Afghanistan
-
Danmark har siden januar 2002 haft soldater udstationeret i Afghanistan.
-
Efter indsættelsen af den nye styrke i syd er det samlede danske bidrag 360 soldater.
-
Opgaven er blevet sværere undervejs. I den seneste tid har der været daglige angreb på den danske styrke.
-
3 danske soldater har mistet livet i Afghanistan. De omkom alle ved en eksplosionsulykke den 6. marts 2002.
Hærens Operative Kommando oplyser, at de pårørende er underrettet.
- Soldaten er fra 1. lette opklaringseskadron fra Almegårds Kaserne på Bornholm, men vi vil ikke oplyse mere om ham, siger Presseofficer Hans Vedholm fra HOK.
Den danske lejr bliver næsten dagligt udsat for angreb. Det er femte gang siden soldaterne ankom til lejren 26. juli. Hans Vedholm oplyser dog, at moralen stadig er høj i lejren, og at soldaterne fortsætter med at løse deres opgave.
Mange fra Bornholm
Den 2. februar 2006 besluttede Folketinget at udvide det danske bidrag til ISAF ved at øge det samlede danske bidrag i Afghanistan til 360 soldater, og hermed indsætte op imod 290 soldater i de sydlige provinser, med udgangspunkt i Helmand-provinsen.
Hovedstyrken blev indsat i sommer. Det øgede styrkebidrag er grundlæggende bygget op omkring en let opklaringseskadron fra Gardehusarregimentet på Bornholm.