Nekrolog over en grusom diktator

30. dec. 2006 05.41 Udland Opdat.: 30. dec. 2006 09.40

- Jeg er ikke bange for henrettelse - henrettelse er ikke mere værd end en irakers sko.

Med de ord gik Saddam Hussein ind til den proces, som nu er nået til sin fuldbyrdelse med diktatorens død.

En grum diktator
Processen mod ham var - sine mangler til trods - langt mere end hvad de hundredetusinder af irakere og andre, der blev ofre for hans 24 års rædselsregimente, nogen sinde fik.

Hans undertrykte undersåtter blev sendt direkte til tortur og død alene på de vageste mistanker eller som simpel hævn.

Født i en mudderhytte
Saddam Hussein blev 69 år.

Han så dagens lys i en fattig mudderhytte udenfor byen Tikrit 28. april 1937.

Som søn af en enke blev han opfostret af en brutal onkel, hvis politiske forbillede var Adolf Hitler. De daglige tæsk formede Saddam til en af nabolagets mest brutale bøller. Og det siges, at han med stolthed begik sit første mord som 14- årig.

Samvittighedsløs lejemorder
Tidligt gik han ind i det Baath-partiet - en organisation, der i begyndelsen arbejdede for pan-arabisme og socialisme, men som under Saddams senere ledelse alene blev et redskab for hans enevælde og den totale undertrykkelse af Iraks befolkning.

Den unge og ambitiøse mand gjorde sig nyttig som partiets samvittighedsløse lejemorder.

Han gjorde sig bemærket, da han i 1959 forsøgte at myrde landets leder - attentatet var idiotiske udført og endte med at Saddam måtte flygte ud af landet med en kugle i låret.

Rette tid på rette sted
Men efter fire års eksil vendte han tilbage, sad i fængsel et par år, flygtede - og var dermed på rette sted, da Baath-partiet kuppede sig til magten i 1968.

Han fik sig placeret som en slags skygge-præsident inden han i 1979 tilranede sig præsidentposten, og blev enevældig hersker over et velstående, veludannet og på mange måder velfungerende Irak.

Det fik han gjort en ende på mindre end et år senere, hvor han i et af sine tilbagevendende anfald af overmod invaderede arvefjenden Iran.

Krig kostede en million livet
Otte års krig fulgte og en million mistede livet. Men Saddam Hussein kom ud af blodbadet med magten i behold og uden at tabe ansigt - ikke mindst takket være amerikansk støtte.

Amerikanerne betragtede nemlig Saddam som et mindre onde end ayatollah-styret i Iran, og mente han var nødvendig for at fastholde den mellemøstlige magtbalance.

Saddam tog ikke mod råd og vejledning, mindst af alt når det drejede sig om udenrigspolitik.

Fik verden imod sig
Så da han i 1990 besluttede sig for at løse den bundløse gældskrise fra Iran-krigen ved at invadere det olierige Kuwait, var der øjensynligt ingen til at fortælle ham, at han totalt havde mistolket USA's signaler.

Han troede, at han havde grønt amerikansk lyst for projektet. Men i stedet fik han den første golfkrig, hvor det meste af den arabiske verden gik med i en alliance med USA.

Saddam måtte se sig pryglet ud af Kuwait, se sin hær knust, sit land ruineret og se sig malet op i et hjørne, som han aldrig slap ud af.

Overlevede midlertidigt
Han blev i første omgang reddet af, at amerikanerne i 1991 ikke greb ind, da han druknede shia-muslimerens oprør i syd i blod, og af at han stort set lod det nordlige Kurdistan gå dets egne veje.

Et årtis internationale sanktioner forkrøblede Irak økonomisk og socialt, men ingen formåede at rokke ved Saddams magtposition.

Bizar luksustilværelse med voldtægter, drab og tortur
Sammen med sine to sønner Udai og Qusai levede han en bizar tilværelse omgivet af luksus, voldtægt, tortur og pludselig død, samtidig med at han ufortrødent tirrede omverdenen ved at lege kat og mus med de FN-inspektører, der skulle sikre, at hans masseødelæggelsesvåben som lovet blev destrueret.

Det blev de efter alt at dømme, men Saddam gav sine beundrere det indtryk, at han stadig havde det trumfkort. Og at han stadig var en mægtig hersker, der ene af alle turde udfordre det mægtige Amerika.

USA vendte tilbage
I marts 2003 vendte Amerika tilbage - denne gang for en gang for alle at skaffe sig af med Saddam. Igen truede han med et blodbad, et massemord på de vantro korsfarere foran Bagdads mure.

Men da det kom til stykket fik hans regime et ynkeligt endeligt.

Saddams divisioner smeltede som dug for solen foran koalitionens talmæssigt underlegne styrker, og sidst man så ham offentligt - mens hans informationsminister galede op om imaginære sejre - var da han forsvandt ud af Bagdad i taxa.

Total ydmygelse i jordhul
Ydmygelsen var total, da amerikanerne et halvt år senere lempede en skægget og laset Saddam op af et hul i jorden og udstillede ham for irakerne og verden under en ransagning af hans mundhule.

- Vi har ham, triumferede den amerikanske statsholder i Irak Paul Bremer.

En retssag skulle der til, men det blev ikke de kemiske angreb, massemordene på kurderne, nedslagtningen af shiaerne, overfaldene på Iran og Kuwait eller 24 års paranoid terror, der skulle komme til at koste Saddam livet.

Dømt for inferiør ondskab
Det blev en i den store sammenhæng inferiør affære i 1982 - nemlig den rutinemæssige massakre på 148 landbyboere i Jubail - der endte med den ventede dødsdom.

En af historiens store forbrydere er væk, men skal man tro hans måske sidste brev til det irakiske folk, døde han med fred i sindet:

- Kære loyale folk. Jeg siger farvel til jer, men jeg vil være med den nådige Gud, der hjælper de, der søger tilflugt i ham og som aldrig vil skuffe en trofast, ærlig troende. Gud er stor. Længe leve vor nation. Længe leve vort store kæmpende folk.

Underskrevet: Saddam Hussein, præsident, øverstkommanderende for Iraks Mujahid Væbnede Styrker.