Svenske sexkunders koner får besked
02. jul. 2007 13.53 UdlandDe tider er forbi, hvor svenske mænd, der havde købt sex hos prostituerede, fik en diskret opringning eller et brev på arbejdspladsen fra politiet.
Nu dumper brevet ind af brevsprækken derhjemme, og det giver ballade om IKEA-bordet.
- Det er en forbrydelse som alle andre. Sexkunder fortjener vel ingen særbehandling i forhold til andre, der overtræder loven, siger Ewa Carlenfors, der er gruppechef i Stockholm politis afdeling for kvindehandel, til Aftonbladet.
Koner vil med til forhør
Siden 1999 har det været forbudt at købe sex i Sverige, og straffen kan være op til seks måneders fængsel.
Hidtil har politiet været diskret, så en mistænkt ikke fik bøvl med familien oven i hatten. Men nu er det slut med at gå på listefødder, og det har givet grædende fruer i telefonen hos
politiet, fortæller Carlenfors.
- De græder og er oprørte over, hvad der er sket. Vi har endda været ude for, at nogle har spurgt, om de kunne være med ved forhøret, siger hun.
Prostitution i Danmark og Sverige
-
I Danmark blev prostitution afkriminaliseret i 1999
-
Det vil sige, at det er lovligt at have prostitution som hovedindtægtskilde
-
Det er også lovligt at være kunde, medmindre personen, man køber sex af, er under 18 år.
-
Prostitution er dog ikke et lovligt erhverv som i eksempelvis Holland, hvor den prostituerede har rettigheder og pligter som andre selvstændigt erhvervsdrivende
-
I Holland har det siden år 2000 har været lovligt at organisere og profitere af andre menneskers prostitution.
-
Rufferi er derimod ulovlig i Danmark
-
I Sverige er man gået den anden vej og har i 1999 kriminaliseret prostitutionskunder.