USA: Ni skudt og dræbt i butikscenter
05. dec. 2007 22.30 Udland
Opdat.: 06. dec. 2007 05.51Mindst ni mennesker er døde i forbindelse med, at en mand åbnede ild i et butikscenter i Omaha i byen Nebraska i USA.
- Ni mennesker er døde i forbindelse med skyderiet, siger polititalskvinde Teresa Negron.
Den ene af de døde er gerningsmanden, der begik selvmord ved at skyde sig selv.
Skuddramaet fandt sted i Westroads-butikscentret i Omaha. Skyderiet fandt sted i en af forretningskæden Von Maurs stormagasiner i centret. Forretningen var fyldt med julehandlende.
Centeret omringet og afspærret
Syv mennesker døde under skyderiet i Von Maur. De øvrige to døde efter at være indbragt på Creighton University Medical Center, oplyser politiet.
Politiet har omringet og afspærret butikscentret, der rummer flere end 100 forretninger.
- Vi er ved at afhøre handlende i centret, og har endnu ikke et fuldt overblik over situationen, sagde polititalskvinden på et pressemøde.
Deprimeret gerningsmænd
Amerikanske medier skriver, at den 19-årige gerningsmand var deprimeret og at han netop havde mistet sin kæreste og et job hos McDonalds.
Ifølge den lokale tv-station KETV efterlod gerningsmanden et afskedsbrev til sin mor.
I det skriver han, at han ønskede "at forlade verden med stil", og at han nu ville blive berømt.
Der stod også, at han var ked af alt, der var sket, og at han elskede sin mor, men at han ikke ville være en byrde for nogen længere.