Clinton vinder i Ohio
05. mar. 2008 04.50 USA valg
Opdat.: 05. mar. 2008 06.16Hillary Clinton er blevet erklæret vinder af Demokraternes primærvalg i Ohio over Barack Obama.
Med sejren vil Clinton ifølge iagttagere forblive i valgkampen og synes måske at have brudt Barack Obamas fremgang.
I en tale til sine tilhængere erklærede en storsmilende Clinton på valgaftenen, at hun vil gå hele vejen til Det Hvide Hus.
Mange delegerede i Texas
Clinton har i alt vundet mindst 75 delegerede ved primærvalgene i Ohio, Rhode Island, Vermont og Texas, mens Obama har vundet mindst 54.
Men der er næsten 250 delegerede, der endnu skal fordeles, heriblandt 182 i den store stat Texas.
Texas ikke afgjort endnu
I Texas kan der derimod gå mange timer, før et endeligt resultat er klar. Det skyldes statens komplicerede valgsystem.
Stemmerne afgør nemlig kun to tredjedel af de delegerede, som er i spil. De resterende bliver fordelt ved de såkaldte caucuses, hvor vælgerne møder op og peger på deres kandidat.
Ingen klare prognoser
Rigtig mange vælgere er mødt frem for at afgive deres stemme, derfor ventes resultatet at blive forsinket.
Der er derfor endnu ikke klare prognoser om, hvorvidt Hillary Clinton eller Barack Obama vinder nomineringen i delstaten.