Madpriser truer verdensfreden
08. apr. 2008 11.14 UdlandStigende priser på korn, majs og ris kan true verdenssikkerheden, advarer FN.
FN's leder af det humanitære arbejde, John Holmes, advarede tirsdag på en nødhjælpskonference i Dubai mod, at prisstigningerne forværrer kriserne i verdens brændpunkter.
- Sikkerhedsrisikoen ved fødevarekriser må ikke undervurderes, da oprør på grund af manglen på mad allerede ses flere steder rundt om i verden, sagde Holmes, der er vicegeneralsekretær og nødhjælpskoordinator.
- De nuværende priser ser ud til at forværre både hyppigheden og omfanget af usikkerhed, tilføjede han.
Uro i Egypten over priser
Siden midten af 2007 er verdens fødevarepriser i gennemsnit steget med 40 procent.
Det har udløst blodige uroligheder mange steder i den tredje verden, senest søndag i Egypten, hvor tusindvis af demonstranter i vrede over stigende fødevarepriser satte ild til bygninger, plyndrede butikker og kom i slagsmål med politiet.
Mange risproducerende lande har indført eksportafgifter for at sikre, at der er ris til deres egne borgere, mens lande, som er afhængige af eksport, må afsætte store beløb til opkøb.
Inden weekenden meddelte regeringen i Kairo, at den vil indføre et forbud mod eksport af ris.
40 mennesker dræbt i Cameroun
Også kornpriserne følger den samme tendens, og mandag meddelte Kasakhstans regering, at den overvejer helt at stoppe for korneksporten. Kasakhstan er den største kornproducent i Centralasien.
I februar kostede fødevareuroligheder 40 mennesker livet i Cameroun, og inden for de seneste uger har der været optøjer i afrikanske lande som Elfenbenskysten, Mauritanien, Senegal og Burkina Faso.
En stigende efterspørgsel på fødevarer fra en ny middelklasse i lande som Indien og Kina og efterspørgslen på biobrændsel er nogle af forklaringerne på prisspiralen.