Chirac indlagt med hjerteproblemer
13. apr. 2008 16.34 Udland
Opdat.: 13. apr. 2008 16.40Frankrigs tidligere præsident Jacques Chirac blev lørdag udskrevet fra det parisiske hospital Pitié-Salpetrière, skriver avisen Liberation.
Den 75-årige Chirac blev ifølge avisen indlagt torsdag aften med hjerteproblemer. Fredag fik han indopereret en pacemaker og har det efter sigende godt.
Nu er kalenderen dog ryddet for den tidligere præsident, der ifølge Liberation har været storryger i mange år.
Det er anden gang, Chirac oplever alvorlige helbredsproblemer. I 2005 blev han indlagt med en mindre hjerneblødning.
Lang politisk karriere
Jacques Chirac overlod præsidentposten til Nicolas Sarkozy for knap et år siden efter 12 år på posten. Han har to gange været premierminister og har desuden været Paris' overborgmester i 18 år.
I december, seks måneder efter hans afgang fra præsidentposten, blev han den første tidligere præsident, der oplevede den tvivlsomme ære, at få rejst en sag mod sig ved domstolene.
Sagen handler om en formodet oprettelse af fiktive job, da han i sin tid var borgmester i Paris.