Norge: Boligtilbud til alle løsladte
20. apr. 2008 11.25 UdlandAlle, der løslades fra et norsk fængsel, skal i fremtiden med det samme have tilbud om en bolig.
Det er et af hovedpunkterne i den omfattende meddelelse til Stortinget om landets kriminalforsorg, som justitsminister Knut Storberget lægger frem om kort tid. Der bliver tale om den væsentligste fængselsreform i Norge i mange år.
Det skriver den norske avis Dagbladet.
Undervisning
Justitsministeren vil også øge undervisningstilbuddene til de indsatte, mens de stadig sidder i fængsel.
Udspillet fra Knut Storberget er blevet til på baggrund af bidrag fra en lang række af de fremmeste eksperter i kriminalforsorg i Norge, og ministeren har selv besøgt samtlige 52 fængsler i Norge som en del af forarbejdet.
- Mange har bidraget, og jeg har en stor tro på, at der vil være bred enighed i Stortinget om den nye fængselspolitik, siger Knut Storberget til det statslige norske radio- og tv-selskab NRK.
Forhindring af tilbagefald
Baggrunden for boligtilbuddet er, at hver tredje fange i dag er boligløs, når afsoningen begynder. Hveranden fange har intet sted at bo, når de bliver løsladt.
Der ønsker Stortinget at gøre noget ved. Ud over tilbud om et bolig ved løsladelsen vil de få arbejdstræning, helbredskontrol og mulighed for behandling af eventuelle misbrugsproblemer undervejs i afsoningen.
- Vi må tage de vigtige skridt, som kan forhindre tilbagefald, siger justitsministeren.