Dansk vandsystem tages endelig i brug i Burma
05. jun. 2008 10.52 Udland
Opdat.: 05. jun. 2008 14.27Ofrene for cyklonen i Burma, også kaldet Myanmar, får nu endelig glæde af det vandrensningsudstyr som den danske Beredskabsstyrelse har sendt ned til landet.
Udstyret blev sendt af sted fra Danmark allerede den 16. maj. Men de strenge restriktioner på rejsetilladelser for udenlandske nødhjælpsarbejdere har bremset hjælpen.
Hjælpen til Burma
Cyklonen Nargis ramte den 2. maj Burma og trak et ødelæggende spor igennem landet. Et område på ca. 5.000 km2 er oversvømmet, og de materielle skader er enorme.
FN vurderer, at 2,4 mio. mennesker har akut behov for nødhjælp, hvoraf 1,4 mio. vurderes at befinde sig i deltaområdet.
Omkring 150.000 mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem og opholder sig i midlertidige lejre. Mad, rent drikkevand og adgang til medicin er fortsat den største udfordring.
Efter anmodning fra EU sendte Beredskabsstyrelsen den 16. maj vandrensningsudstyr og et hold på 8 mand til Myanmar. Udstyret kan sammenlagt producere minimum 54.000 liter vand om dagen.
Kilde: Beredskabsstyrelsen
De burmesiske myndigheder har ikke villet give det danske hold tilladelse til at bevæge sig ud i katastrofeområderne. De har været siddet fast i Rangoon, og har derfor været nødsaget til at uddanne 16 lokale burmesere i at betjene det danske udstyr. Og det er de lokale teams, der nu er klar til at gå i gang med opgaven.
Bureaukratisk eventyr
- Det har været et bureaukratisk eventyr. Og det har taget den tid, det har taget. Men vi er glade for, at vi kan komme i gang, siger Jan G. Olsen, der er Beredskabsstyrelsens kontakt til det danske hold nede i Burma til DR Nyheder.
Det danske udstyr er sendt af sted, og løbet af de nærmeste dage bliver det opstillet på tre forskellige lokaliteter omkring byen Bogale i provinsen af samme navn.
Drikkevandsforsyningen her er forurenet med saltvand, og der er derfor hårdt brug for rent vand i landsbyerne i området. Det danske udstyr kan sammenlagt producere minimum 54.000 liter vand om dagen.
Holdet vender hjem
Det at udstyret nu kan betjenes af de lokale burmesere betyder derfor også, at størstedelen af det hårdtprøvede danske hold kan vende hjem allerede på søndag.
- De er trætte nu. Det har været op ad bakke hele vejen, og det bliver en lettelse for dem at komme hjem, siger Jan G. Olsen.
Kun holdets teamleder bliver tilbage som den eneste fra det nuværende danske team. Han skal sikre, at udstyret er i brug og at det kører fornuftigt.
Beredskabsstyrelsen medvirker fortsat i koordinationen af nødhjælpsindsatsen for FN på vandrensningsområdet. Ud af de ca. 50 vandrensningsenheder i landet er ca. en femtedel opstillet og operative.