Udlændingeservice vil forbedre vejledningen
18. jul. 2008 19.18 UdlandUdlændingeservice vil se på, om der er noget, der kan gøres anderledes. Det siger direktør i Udlændingeservice Henrik Grunnet til Radioavisen.
I den sidste uge er Udlændingeservice blevet kritiseret for at give for dårlig vejledning til danskere med udenlandske ægtefæller. Blandt andet har man undladt at give besked om EU-regler, der giver danske statsborgere mulighed for at få deres ægtefæller til Danmark, efter blot to ugers arbejde i et andet EU-land.
Direktør Henrik Grunnet mener som udgangspunkt, at vejledningen på Udlændingeservices hjemmeside har været god og tilstrækkelig, men på andre områder erkender han, at det har haltet.
- Kan vi gøre det bedre, når vi svarer på konkrete spørgsmål for eksempel ved telefonisk henvendelse, spørger Henrik Grunnet retorisk og kommer selv med svaret:
- Det kan vi formentligt udmærket, og det vil vi være meget klar til, naturligvis, at rette ind i forhold til, siger han til Radioavisen.