SMS måske skyld i togkollision
15. sep. 2008 21.49 UdlandDe amerikanske myndigheder fortsatte mandag efterforskningen af en af de værste togulykker i Californiens historie.
Blandt andet fokuserer efterforskerne på, hvorvidt lokoføreren af det involverede passagertog var ved at sende en sms-besked, da han overså et stoplys umiddelbart inden kollisionen.
Mindst 25 mennesker blev dræbt og 138 kvæstet, da et lokalt passagertog kolliderede med et godstog i Los Angeles-forstaden Chatsworth.
Modtog SMS fra lokoføreren lige før ulykken
Det er to 14-årige togentusiaster, der har gjort opmærksom på, at lokoføreren, som blev dræbt ved ulykken, benyttede en mobiltelefon under sin kørsel.
Til den lokale tv-station CBS2-TV siger de to, at de modtog en sms-besked fra ham umiddelbart inden kollisionen.
- Vi vil bede om at få udleveret udskrifter for telefontrafikken på både deres mobiltelefoner og lokoførerens mobiltelefon, og skal have fastslået nøjagtig hvad der skete og hvilken rolle, det kan have haft for denne ulykke, siger Kitty Higgins, medlem af USA's Nationale Transportsikkerhedsråd.