Israel afviser våbenhvile
30. dec. 2008 08.01 Udland
Opdat.: 30. dec. 2008 08.03FN's generalsekretær Ban-Ki Moon opfordrede i går til en øjeblikkelig våbenhvile og stop for volden. Men det afviser Israel kategorisk. Tværtimod forudser Israel, at kampen mod Hamas kan trække ud i flere uger.
- Regeringen er opsat på at fjerne truslen om raketild fra syd. Derfor skal den israelske hær ikke stoppe sin operation, indtil palæstinensernes og Hamas' vilje til at angribe Israel er knækket. Det er vores mål, og det skal opnås, siger indenrigsminister Meir Sheetrit til Israel Radio.
Afvisningen af en våbenhvile kommer efter en nat, hvor israelske fly igen bombede flere palæstinensiske ministerier og boliger i Gaza. 10 meldes dræbt og 40 såret.
Hamas sendte også en byge raketter og mortergranater mod israelske byer. I aftes blev to israelere dræbt af morter-granater i det sydlige Israel. En soldat og en civil kvinde i byen Ashdod.
Forbereder invasion
Der er i stedet tegn på, at Israel vil udvide sin offensiv mod Hamas til også at omfatte en invasion af det lille landområde med 1,5 millioner indbyggere.
Israels regeringschef, Ehud Olmert, siger, at de seneste dages bombeangreb kun er den første af flere faser i offensiven, som er godkendt af landets sikkerhedskabinet.
Samtidig beretter den amerikanske tv-station CNN, at den israelske hær har udråbt flere områder omkring grænsen til Gaza som lukkede militære zoner og beordret journalister væk, mens flere kampvogne er kommet til.
Størstedelen af indbyggerne i Gaza har forskanset sig inden døre og holder sig væk fra vinduer, der risikerer at blive blæst ud, når der finder angreb sted på bygninger, Israel betragter som Hamas-mål.
FN ønsker stop for volden
FN's generalsekretær Ban-Ki Moon opfordrede i går Israel og Hamas til en øjeblikkelig våbenhvile og kritiserer parterne for overdreven brug af vold.
- Jeg har flere gange fordømt raketangrebene mod Israel og samtidig anerkendt Israels ret til at forsvare sig selv. Jeg har også fordømt Israels overdrevne magtanvendelse i Gaza, siger Ban.
USA kritiserer Hamas
USA retter primært sin kritik mod Hamas og kræver, at den stopper affyringen af raketter mod Israel. Samtidig undlader Det Hvide Hus at opfordre Israel til at indstille angrebene i Gazastriben.
- USA forstår Israels behov for at forsvare sig selv, siger talsmanden for Det Hvide Hus, Gordon Johndroe.
USA mener, at det var Hamas' raketangreb mod Israel inden jul der fremprovokerede den nuværende offensiv.
Israel og Gaza
Baggrund
Gaza er en smal landstribe ud til Middelhavets kyst mellem Israel i nord og Egypten i syd. Det er blot 40 km langt og 10 km bredt. Grænserne blev fastlagt i våbenhvileaftalen efter den arabisk-israelske krig i 1948.
Gaza var besat af Egypten fra 1949 til 1967. Israel fortsatte besættelsen efter krigen i 1967. I 2000 udbrød den anden palæstinensiske intifada og dens blodige omkostninger fik i palæstinensiske øjne Israel til at opgive besættelsen af Gaza i 2005.
Der bor ca. 1,4 mio. palæstinensere - heraf 400.000 i Gaza by.
Den islamisk palæstinensiske bevægelse Hamas vandt parlamentsvalget i 2006 og har nu magten over Gaza.
Israel anklager Egypten for at se igennem fingre med smugling af penge og våben gennem tunneler under muren.
Palæstinenserne og Egypten kritiserer til gengæld Israel for at gøre Gaza til et fængsel ved både at lukke dets havne og dets grænse til Israel og ved at hindre passage mellem Gaza og det andet palæstinensiske område, Vestbredden.
Mange af Gazas indbyggere er flygtninge eller efterkommere af flygtninge fra krigen i 1948 - eller dem, der blev udvist fra Israel som følge af krigen. Mange lever i flygtningelejre, som FN har ansvar for. Nogle af lejrene er med tiden vokset sammen med nærliggende byer.
Kilde: DR Nyheder, Ritzau, BBC
Kronologi om forholdet mellem Israel og Gaza
Juni 1967: Israel erobrer det egyptisk kontrollerede Gaza i en krig. Ifølge en israelske optælling er der 380.000 indbyggere. Heraf er mindst halvdelen palæstinensiske flygtninge fra Israel. Befolkningen er nu på cirka 1,5 millioner. Heraf er omkring én million flygtninge eller deres efterkommere, skønner FN.
December 1987: Et sammenstød i flygtningelejren Jebaliya udløser en palæstinensisk opstand, som varer frem til 1993 og koster over 2000 palæstinensere og 192 israelere livet. Den militante Hamasbevægelse bliver stiftet tidligt under opstanden.
September 2005: Israel trækker alle soldater og de 8500 jødiske bosættere ud af Gaza. Israel bevarer dog kontrollen med Gazas luftrum, farvand og grænseovergange. Dette fører palæstinenserne og flere israelske juridiske eksperter til at konkludere, at Israel fortsat er en besættelsesmagt.
Juni 2007: Hamas overtager med vold kontrollen med Gaza fra Fatahbevægelsen, som støtter præsident Mahmoud Abbas.
Juni 2008: Hamas og Israel indgår våbenhvile for at stoppe raket- og morterangreb ind over grænsen og på samme tid stoppe israelske offensiver mod Hamas og dens ledere.
November 2008: Palæstinensere genoptager raket- og morterangreb mod Israel efter en israelsk indtrængen i Gaza.
19. december 2008: Hamas erklærer formelt våbenhvilen for indstillet.
27. december 2008: Israel iværksætter en voldsom luftoffensiv, og over 200 palæstinensere bliver dræbt på den første dag med angreb.
Kilde: Ritzau, AP