Cuba fejrer 50 år med kommunismen
01. jan. 2009 16.52 UdlandCuba markerede torsdag 50-års-dagen for revolutionen under ledelse af Fidel Castro.
Festlighederne blev ledet af præsident Raul Castro, 77 år, som officielt har overtaget magten fra sin ældre, sygdomssvækkede bror. Det var uklart om den 82-årige Fidel, som ikke har vist sig offentligt i næsten to og et halvt år, ville deltage.
- Festlighederne vil ikke blive så storslåede, som vi kunne have ønsket på grund af den økonomiske situation, sagde talsmænd for regeringen.
For 50 år siden erklærede en 32-årig Fidel Castro, at revolutionen i Cuba var begyndt efter at have sejret i en 25 måneder lang partisankrig mod regimet under diktatoren Fulgencio Batista.
I Washington sagde en talsmand for Det Hvide Hus, at USA vil "fortsætte bestræbelserne på at få sikret frihed" for Cubas befolkning.