Fortsat kampe trods våbenhvile
18. jan. 2009 08.19
Opdat.: 18. jan. 2009 08.20Selvom Israel erklærede en ensidig våbenhvile lørdag aften, fortsatte Hamas med at sende raketter ind over Israel.
Det israelske militær oplyser, at fem raketter blev affyret ind i det sydlige Israel. De ramte byen Sderot, men der er umiddelbart ikke rapporter om skader. En journalist fra den israelske tv-kanal Channel 10 siger, at han hørte to eksplosioner.
Israel svarede hurtigt igen med et flyangreb mod et eller flere raketaffyringssteder, oplyste en talsmand for den israelske hær.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev der også skudt mellem militsfolk og israelske tropper i det nordlige Gaza.
Hamas afviser våbenhvile
Den israelske våbenhvile trådte i kraft klokken et dansk tid i nat, men Hamas har afvist våbenhvile og erklæret, at den vil kæmpe videre, så længe at der er israelske tropper i Gaza.
En talsmand for Hamas gentager kravene om, at Israel skal løfte blokaden af Gaza og åbne alle grænseovergange til den lille enklave.
- Vi vil ikke acceptere en eneste zionistisk soldat i vores land, uanset hvad det koster, sagde talsmanden.
Ki-moon ønsker tidsplan
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, sagde lørdag, at en erklæring om en ensidig våbenhvile også må indeholde en tidsplan for tilbagetrækningen af de israelske soldater.
- Den ensidige deklaration bør følges af en tidsplan for den israelske tilbagetrækning, sagde Ban Ki-moon til journalister i Beirut.