Tyrkisk avis: Fogh forbereder sag mod ROJ TV
27. mar. 2009 13.51 UdlandDen tyrkiske avis Sabah skriver, at statsminister Anders Fogh Rasmussen for at tækkes tyrkerne i forhold til Nato-generalsekretærposten forbereder en sag mod den kurdiske tv-station ROJ TV.
Stationen, der sender fra København, er en torn i øjet på regeringen i Tyrkiet. Regeringen mener nemlig, at stationen bliver finansieret af PKK, der kæmper for en uafhængig kurdisk stat i Tyrkiet, og står på terrorlisterne.
Tyrkiet har længe kritiseret Danmark for ikke at lukke tv-stationen.
Danske anklagere i Tyrkiet
Samtidig med rygterne om, at Anders Fogh Rasmussen forbereder en sag mod ROJ TV, så er to højtstående danske anklagere er i disse dage i Tyrkiet i et forsøg på at få flere oplysninger i efterforskningen mod sationen. ¨
Besøget er på ingen måde kommet i stand på grund af statsminister Anders Fogh Rasmussens mulige kandidatur til posten som generalsekretær i Nato, forsikrer statsadvokat Lise-Lotte Nilas.
- Vi har i lang tid prøvet at gøre alt, hvad vi kan, for at få oplysninger i sagen, siger statsadvokaten til Ritzau.
Besøget i Ankara er en opfølgning på et tidligere møde mellem den danske anklagemyndighed og de tyrkiske myndigheder. Danmark har for længe siden sendt flere retsanmodninger til Tyrkiet med ønske om en række oplysninger, men det er ikke blevet opfyldt i fuldt omfang, oplyser Lise-Lotte Nilas.
Fogh rejser også til Tyrkiet
Det er ikke kun den danske anklagemyndighed, der har rejseaktiviteter i Tyrkiet.
Den tyrkiske avis Hürriyet skriver på sin hjemmeside, at Anders Fogh Rasmussen besøger Tyrkiet den 6. og 7. april for at deltage i et internationalt forum om bedre dialog og forståelse mellem religioner og kulturer.
Om Anders Fogh Rasmussen så tager til Tyrkiet i egenskab af statsminister eller som leder af NATO, må ind til videre stå hen i det uvisse.