Fly-vragdele fundet i Atlanterhavet
02. jun. 2009 14.34 Udland
Opdat.: 02. jun. 2009 18.07Brasiliens flyvevåben har fundet metalvragdele i Atlanterhavet.
Reuters fortæller, at det er sket 650 kilometer nordøst for Brasilien.
Flysæder i havet
Reuters fortæller også, at det blandt andet er fly-sæder, der er fundet flydende i vandet. Ved vragdelene kunne flyvevåbnet også se spor efter olie og petroleum, fortæller talsmand fra det brasilianske flyvevåben, Jorge Amaral ifølge det tyske nyhedsbureau DPA.
Hårdt vejr har vanskeliggjort eftersøgningsarbejdet.
Jorge Amaral oplyser desuden i lokalt tv, at det endnu ikke er bekræftet, at vragdelene stammer fra det Air France-fly, som forulykkede i går på vej til Paris.
Søger efter serienummer
- Eftersøgningen fortsætter, fordi der er tale om meget lidt materiale i forhold til et fly den størrelse, siger Amaral med henvisning til, at det forsvundne Air France-fly af typen Airbus A330.
Amaral siger, at myndighederne har brug for en "vragrest, der muligvis har et serienummer eller en eller anden form for identifikation" for at være sikker på, at de hidrører fra det forsvundne passagerfly.
Seks jagerfly på vingerne
I alt har Brasilien sendt seks jagerfly på vingerne for at lede efter rester af flyet, mens landets flåde har dirigeret tre fartøjer til eftersøgningsområdet.
Ifølge den franske forsvarsminister, Herve Morin, har Frankrig sendt et jagerfly af sted fra Senegal og to fra baser i Frankrig for at bistå eftersøgningen. Samtidig er der blevet sat to franske flådefartøjer ind i aktionen.
En dansker om bord
Den ulyksalige afgang AF 447 medbragte 216 passagerer og 12 besætningsmedlemmer. De savnede er fordelt på 32 nationaliteter. 61 var franskmænd, 58 brasilianere og 26 tyske, mens der også var en dansk kvinde om bord.
Brasiliens luftvåben havde kontakt med Air France-flyet natten til mandag, da det befandt sig 565 kilometer fra den brasilianske kyst.