Fordobling af H1N1 smittede på en uge i Storbritannien
24. jul. 2009 07.06 Udland
Opdat.: 24. jul. 2009 07.55På blot en uge er antallet af briter, som har fået konstateret H1N1 - influenza A, fordoblet. Nu er 100.000 smittet, skriver avisen Telegraph.
I følge overlæge Liam Donaldson er 840 af de smittede indlagt på hospitaler rundt omkring i landet. 63 beskrives som værende i kritisk tilstand.
Ikke pladser nok
I går opstod der komplikationer for en 26årig gravid kvinde smittet med H1N1.
Lægerne anbefalede, at hun skulle have en særlig behandling, hvor blodet bliver cirkuleret over i en maskine, som tilføjer ilt, før det føres tilbage ind i kroppen.
Behandlingen kaldes Ekstracorporal membran oxygenering, ECOM, og bruges blandt andet til behandling af akut svær lungeskade og reversible lungelidelse.
Uheldigvis har briterne kun mulighed for at behandle fem patienter af gangen og i går var alle pladserne optaget. Den gravide kvinde blev derfor fløjet til Sverige, hvor hun nu bliver behandlet.
12 børn på intensiv
Nogen af dem, der bliver hårdest ramt af influenza A er børn.
Det mærker man også i Storbritannien, hvor 169 ud af de 840 indlagte er børn. 12 er blevet så syge af influenzaen, at de nu er indlagt på intensiv afdeling.