Da østtyskerne pludselig fik bananer

Da de første østtyskere strømmede ind på Kurfürstendamm i Vestberlin for at fejre, at de igen kunne rejse til Vest, anede restauratørerne straks, at det kunne blive en god forretning.

Vestberlins store hovedstrøg var fyldt med cafeer og restauranter, og gaden var sort af kunder, der var tørstige. Der blev skænket øl ud i stride strømme.

Øl for "træpengene"
Men jeg husker især en stor bredbringet restauratør med bowlerhat, der blev stiktosset, da han opdagede at østberlinerne kun havde Østmark at betale med. "De træpenge kan I ikke få øl for" vrissede han.

Men da han så skuffelsen i trængslen omkring sig, og de første besøgende østberlinere vitterlig ikke havde vesttyske D-mark, så forbarmede han sig med ordene: "Ok, så smid de træpenge derned i papkassen, men fra i morgen er der ingen øl, uden at I har D-Mark."

Staten gav besøgslommepenge
Det var en typisk scene i de første timer efter Murens fald. Østberlinerne kunne ikke komme hurtigt nok til Vestberlin. De havde masser af DDR-valuta, østmark, men den var intet værd uden for DDR.

Så de blev fra de første timer brutalt belært om kapitalismens benhårde virkelighed. Det varede kun kort, så fandt den vesttyske regering ud af, at det var godt for omsætningen, at give gæsterne en skilling til at gå i byen for.

100 DM i Besuchsgelder, besøgspenge, kunne man hente i enhver vestberlinsk bank mod at vise sit ID-kort. Derefter summede fadøls-hanerne lystigt. 

Så var der gratis bananer
En lignende venlig gestus var de lastbiler, der fyldt med bananer blev kørt ud fra kølehusene i Vestberlin og delt gratis ud. I Erich Honeckers DDR var der mangel på en hel del.

En af de ting, som østtyskerne især hæftede sig ved, var, at der så sjældent var sydfrugter. Derfor var bananer blevet indbegrebet af længslen mod vesten.

Kvinder i hvide kitler stod oppe på ladet af lastbilerne på grænsens vestside og delte banan-klaser ud. "Bananer, bananer" råbte de, mens de kastede frugterne ud til det hav af fremstrakte hænder, der mødte dem.

Begyndelsen på DDR's opløsning
Murens fald kom ikke kun bag på de vesttyske ledere som Helmut Kohl og Willy Brandt. Det var i lige så høj grad en overraskelse for DDR's generalsekretær Erich Honecker.

Kun fire uger tidligere havde Honecker sagt, at om 100 år vil Muren stadig stå her. Han blev klogere, men da var det for sent.

Det østtyske styre havde døbt Muren, som de selv havde bygget, for den anti-fascistiske beskyttelsesmur. Bag ved muren var DDR på vej til opløsning. Men det var der få, mindst af alt østtyskerne selv, der vidste den 9. november.

Det var også de færreste, der kunne forudse, at de to Tysklande ville blive forenet 11 måneder senere. Som Willy Brandt sagde i min mikrofon i Leipzig: Det er ikke en genforening. Kald det hellere for en forening. Ingenting er som før. Vi begynder nu forfra på en frisk!"

Revolution nedefra
Det var bevægende at se de følelser, hvormed tyskerne fra begge lejre oplevede den pludselig forvandling.

En vestberlinsk senator, Wolfgang Nagel, der var, hvad der svarer til en boligborgmester i København, stod på Kurfürstendamm og lod sig gribe af det historiske øjeblik.

Han sagde: "Det er første gang, at vi tyskere har gennemført en revolution, der er kommet nedefra - og som ikke har kostet et eneste menneskeliv. Det skal vi fejre. For det vil næppe gentage sig i min livstid."

Ypperste luksus i KDW
Det store tilløbsstykke nær Kurfürstendamm var Kadewe-forretningen - Kaufhaus des Westens. Det var - og det er stadig i dag - suverænt Berlins mest luksuriøse stormagasin.

Det blev et øjeblik, gæsterne fra øst sent vil glemme. Ikke fordi de havde råd til de store indkøb. Men KDW var indbegrebet af hele den vestlige luksus - og så tilmed i overmål. Mange var efter det besøg tilfredse. Nu havde de set det ypperste. Nu skulle de hjem og fortælle, og så skulle de overveje, hvor de så helst ville bo i fremtiden.

Jeg overværede nogle af de hjemvendende østtyskere blive modtaget med store smil af de østtyske grænsevagter. De havde nemlig ærgret sig over, at de var låst fast til deres vagttjeneste, men blev lettede over, at deres landsmænd vendte så hurtigt tilbage. Så var de måske alligevel ikke gået glip af noget afgørende.

Mur ned - Mur op - Mur ned
Men det var de selvfølgelig. De oplevede ikke det magiske øjeblik, hvor et brudstykke af Muren blev væltet af nogle drukbisser. De brugte en trosse til det.

Og derfor så de heller ikke det besynderlige syn, da vestberlinsk og østberlinsk politi pludselig fik kontakt gennem det første hul i Muren. Betjentene tænkte ens, viste det sig. "Det her rod kan vi ikke ha'". Det har cheferne ikke godkendt. Den mur skal på plads igen. Og så blev der Ordnung muss sein, for øjnene af undrende berlinere.

Og sådan forblev det, indtil overborgmester Momper nogle timer senere officielt åbnede Berlin-muren.

Det er ikke disse første turister i Vestberlin, vi får at høre ved festtalerne mandag. Men de oplevede til gengæld helt personligt nogle få timer af det døgn, hvor verden bevægede sig. Og hvor de blev del af en ny virkelighed i Europa.

Vigtige datoer i Murens historie

• 15. juni 1961: Mens et stigende antal østtyskere strømmer til Vestberlin for at flygte fra undertrykkelse og fattigdom i DDR, erklærer den kommunistiske leder i Østtyskland, Walter Ulbricht: "Ingen har til hensigt at bygge en mur".
• 13. august 1961: Efter midnat begynder østtyske soldater at bygge, hvad Ulbricht kalder en "anti-fascistisk beskyttelses-barriere".
• 15. august 1961: Den østtyske soldat Conrad Schumann bliver fotograferet, da han tager flugten over et pigtrådshegn og hopper over til Vesten.
• 19. august 1961: Det første dødsoffer. En mand styrter i døden, da han forsøger at flygte til Vestberlin fra sin lejlighed i Bernauerstrasse.
• 24. august 1961: Vagter skyder og dræber den 24-årige Günter Litfin, da han svømmer over floden Spree.
• 26. juni 1963: USA's præsident, John F. Kennedy, kører gennem Vestberlin og holder foran rådhuset sin berømte solidaritetstale med erklæringen "Ich bin ein Berliner".
• 11. marts 1985: Den 54-årige Mikhail Gorbatjov bliver sovjetleder og indleder forsigtige reformer.
• 12. juni 1987: Foran Muren ved Brandenburger Tor stiller USA's præsident, Ronald Reagan, et krav til Sovjetlederen: "Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned".
• Januar 1989: Folkelige protester mod den østtyske regering tager til, men DDR-lederen Erich Honecker insisterer: "Muren vil stå i 50 eller endda 100 år endnu".
• 10. september 1989: Ungarn trodser de øvrige lande i Warszawapagten og åbner officielt grænsen til Østrig for østtyskere. Tusinder af østtyskere benytter sig af det første hul i jerntæppet og tager til Vesten som turister.
• 7. oktober 1989: DDR markerer 40 års jubilæum. Gorbatjov hyldes af den østtyske befolkning som befrier.
• 18. oktober 1989: Honecker tvinges til at gå af. Protester tager til.
• 4. november 1989: En halv million demonstrerer for demokrati i Østberlin.
• 9. november 1989: Honeckers afløser, Egon Krenz, siger til partiet, at alle østtyskere kan tage til Vesten fra næste dag, hvis de søger om visum. Dekretet meddeles på en pressekonference. Forvirring omkring den nye politik får østberlinere til at belejre grænseposter, hvor vagterne til sidst giver efter for presset. Ved midnat strømmer hundredtusinder over grænseovergangene til Vesten.

(Kilde: Ritzau)