Folk dør uden medicinske forsyninger
20. jan. 2010 16.35 Udland
Opdat.: 20. jan. 2010 17.04På trods af gentagne forsikringer om landingstilladelse er et fly med medicinske forsyninger fra Læger uden Grænser blevet afvist tre gange fra lufthavnen i Port-au-Prince.
Siden den 14. januar har Læger uden Grænser fået afvist fem fly med i alt 85 tons nødhjælp, som har måttet lande i nabolandet Den Dominikanske Republik.
- Fem patienter er døde på vores klinik i Martissant på grund af mangel på medicinske forsyninger, der var i det fly, fortæller, Loris de Filippi, nødhjælpskoordinator fra Læger uden Grænser på Choscal hospital i Port-au-Prince i en pressemeddelelse.
Måtte købe sav på markedet
- Jeg har aldrig set noget lignende. I dag var der 12 mennesker, der havde brug for en amputation for at overleve. Vi blev tvunget til at købe en sav på markedet for at kunne fortsætte amputationerne. Vi kæmper mod uret, fortæller de Filippi.
Læger uden Grænser har arbejdet i døgndrift siden jordskælvet for at behandle de mange ofre.
Forsyningerne med medicinsk nødhjælp er afgørende for, at organisationen kan fortsætte arbejdet. Indtil videre har Læger uden Grænser behandlet flere end 3.000 og opereret 400 mennesker.
- Det er som at arbejde i en krig, siger Rosa Crestani, medicinsk koordinator på Choscal Hospital.
Nødt til at prioritere
- Vi har ikke mere morfin til at tage patienternes smerter. Vi kan ikke acceptere, at fly med livsvigtige forsyninger og udstyr bliver sendt væk, mens vores patienter dør. Man bliver nødt til at prioritere medicinske forsyninger, siger hun.
Mange patienter er i overhængende risiko for at dø, hvis de ikke modtager behandling. Diaslysemaskiner til at behandle såkaldt knusningssyndrom, der er dødelig, hvis patienten ikke kommer i behandling. Ved et knusningssyndrom risikerer nyrerne at svigte, fordi store muskelskader har udløst giftstoffer i blodbanen.
Yderligere to fly med i alt 26 nødhjælpsarbejdere er blevet sendt til Den Dominikanske Republik. I alt er fem fly med 135 tons forsyninger landet i Port-au-Prince. Der er behov for at flyve yderligere 195 tons ind i de nærmeste dage, for at kunne udvide indsatsen på Haiti, oplyser Læger Uden Grænser.