Frit løb for penge i USA's valgkamp
22. jan. 2010 20.00 UdlandI en afgørelse, der af jurister betegnes som skelsættende, har et flertal af dommerne i USA's Højesteret vendt tommelfingeren ned for vigtige dele af den lovgivning, der regulerer de enorme pengestrømme i USA's valgkampe.
Flertallet mener, at forfatningens beskyttelse af ytringsfriheden betyder, at man ikke kan forbyde erhvervslivet - og organisationer - at bruge deres penge til at støtte - eller modarbejde - bestemte kandidater til valgte embeder.
En form for censur
Forbuddet mod, at virksomheder og foreninger - herunder fagforeninger - bidrager direkte til kandidaters valgkampagner, er en form for censur, mener de fem dommere, der udgør flertallet.
- Vi finder intet belæg for den opfattelse, at regeringen - når det gælder det politiske rum - må lægge begrænsninger på bestemte uønskede stemmer, hedder det i deres begrundelse.
Mindretal
Fire dommere skriver i en mindretalsudtalelse, at kendelsen risikerer at undergrave de valgte institutioners integritet over det ganske land.
Præsident Barak Obama betegner afgørelsen som en stor sejr for olieselskaberne, Wall Street og forsikringsselskaberne. De kræfter, der i forvejen fører det store ord i Washington gennem velbeslåede lobbyorganisationer.
- Det er et grønt lys for en ny flodbølge af penge fra særinteresser i vores politiske liv, siger Obama.
Han vil nu forsøge at finde et svar på udfordringen i samarbejde med Kongressen.
Lov underkendt
Tidligere har demokraterne i Kongressen kunnet samarbejde med centrum-orienterede republikanere om at lægge rammer for finansieringen af valgkampene - blandt dem senator John McCain, der var Obamas modstander i 2008.
McCain har sammen demokraten Russel Feingold lagt navn til en en central lov fra 2002 om finansiering af valgkampagner, der nu i vidt omfang er blevet underkendt af domstolen.