Idilias børn har ikke spist i 12 dage
24. jan. 2010 21.26 UdlandI 12 dage har indbyggerne i Leogane, der ligger 30 kilometer fra Port-au-Prince, intet set til nødhjælp.
Først søndag ankom de første amfibiebåde med mad til byen, der er den værst ramte by. Den blev jævnet med jorden ved jordskælvet.
Meget svært at få nødhjælp frem
DR-journalist Thomas Ubbesen har besøgt Leogane. Og allerede når man kører langs kystvejen fra hovedstaden, bliver det mere og mere klart for hver kilometer, at der findes områder, der er endnu værre ramt.
- Det var et chok. Vi troede, at vi havde set alt her i Port-au-Prince, og så kom vi til Leogane, hvor ikke ét eneste hus står tilbage. Folk sulter, der er nogle, der ikke har fået noget at spise siden jordskælvet, fortæller han.
Og der er stadig store vanskeligheder med at få nødhjælpen ud i mange af de ødelagte byer.
- Vejene til Leogane er ødelagt, der er store jordskælvsrevner ned gennem asfalten. Det er vanvittig svært at komme ud med nødhjælpen, fortæller Thomas Ubbesen.
Leder efter mad på gaden
Thomas Ubbesen har mødt Idilia, der er mor til seks og mistede sin mand Jacques ved skælvet. Hendes børn har ikke fået rigtig mad i 12 dage og balancerer i disse dage på kanten af sultedøden.
- Der er ingenting. Mit hus er ødelagt, jeg har seks børn, og deres far er væk nu, fortæller hun.
Idilia har fået sat et primitivt telt op. Her bor hun og børnene med naboer til alle sider. Enkelte har fundet fundet noget mad.
- En, der har fået lidt mad, deler med os.
Og der er ikke andet at gøre end at gå rundt i gaderne og lede efter mad. Det gør Idilia og hendes ældste børn.
- Kun Vorherre ved, hvad der sker med børnene, siger hun.