Obama skruer bissen på over for Kina
03. feb. 2010 19.22 UdlandUSA's præsident, Barack Obama, varsler en "meget hårdere" tilgang til det amerikanske handelssamarbejde med Kina.
- Vi forsøger nu at blive langt hårdere i håndhævningen af de gældende regler, siger Obama.
Den amerikanske præsident understreger, at det er nødvendigt at lægge et vedvarende pres på Kina og andre lande for at få dem til at åbne deres markeder.
Obama er bange for kurserne
Obama er særligt bekymret for valutakurser, som er ugunstige for USA.
- Vi må undgå, at prisen på vores varer bliver kunstigt høj og prisen på deres varer kunstigt lav, fastslår præsidenten.
Meget tyder på, at USA på det seneste har anlagt en hårdere tone over for Kina.
Tibet og Taiwan
Præsident Obama har blandt andet varslet, at han trods fortsatte kinesiske protester planlægger at mødes med den tibetanske eksilleder Dalai Lama.
Desuden kom der for nogle dage siden besked om, at Taiwan kan købe nye amerikanske våben, hvilket straks medførte trusler om sanktioner fra Kina, der ser Taiwan som en udbryderrepublik.
Obama indtog i løbet af sit første år ved magten en usædvanlig blød linje i forholdet til Kina, men hans regering har siden skærpet tonen over for den folkerige republik.