Selvhjælpsguru fængslet efter dødsfald
04. feb. 2010 07.23 UdlandTre døde under en svedehytteceremoni i forbindelse med et selvhjælpskursus i Arizona i USA. Det har nu ført til, at politiet har anholdt og fået fængslet kursuslederen for tre tilfælde af uagtsomt manddrab.
60 mennesker betalte hver 9.000 dollars - 48.000 kroner - for at deltage i "Åndelig Kriger" kurset i Angel Valley Retreat Center i oktober sidste år.
Men kurset endte helt galt. Efter 36 timers faste blev de 60 deltagere lukket inde i en svedehytte - som er en slag sauna - i to timer. Tre af deltagerne døde, mens 19 andre måtte indlægges efter "ceremonien".
Siden har politiet efterforsket sagen og foretaget flere hundrede afhøringer, før det onsdag slog til og anholdt arrangøren af kurset.