Indien og Pakistan igen på talefod
04. feb. 2010 21.20 UdlandIndien er igen parat til direkte forhandlinger med Pakistan. Det siger en ledende indisk regeringsembedsmand.
- Indiens udenrigsminister har inviteret sin pakistanske kollega til forhandlinger i New Delhi senere i februar, siger embedsmanden, der ikke vil have sit navn frem.
Terrorisme vil være i centrum for forhandlingerne mellem de to udenrigsministre.
Ingen forhandlinger i to år
Den indiske regering stillede alle direkte forhandlinger mellem de to regering i bero efter bombeangrebet på to hoteller i Mumbai i slutningen af 2008, hvor 166 omkom.
Den indiske ledelse siger, at pakistanske terrorister stod bag angrebet og anklager pakistanske efterretningstjenester for at have støttet de militante pakistanere.
Den pakistanske regering hilser udspillet fra Indien velkommen og er parat til at genoptage dialogen.
- Vi hilser en genoptagelse af dialogen med Indien velkommen, siger den pakistanske udenrigsminister, Shah Mehmood Qureshi.
USA ønsker, at de to asiatiske atommagter igen kommer på talefod. Det vil mindske Pakistans frygt for Indien og give den pakistanske hær mulighed for at koncentre sig om kampen mod Taliban i grænseområder op til Afghanistan.